Jeg vil gerne have nødkald, men kommunen siger nej

Jeg er en gammel kone på 85, som er begyndt at gå og falde. Også derhjemme, og især om natten, når jeg skal på toilettet.

Mit værste mareridt er, at jeg falder og slår mig, så jeg ikke selv kan komme op og stå, og at jeg så bliver nødt til at blive liggende på et koldt badeværelsesgulv, indtil nogen finder mig.

Jeg får ikke så tit besøg, så der kan godt gå flere dage, hvor jeg så hverken får vådt eller tørt. Det risikerer at tage livet af mig.

Derfor har jeg ringet til kommunen og spurgt, om jeg kan få et nødkald. Men det fik jeg afslag på, fordi jeg har en mobiltelefon, som de mener, jeg kan bruge i stedet for.

Sagsbehandleren spurgte, om jeg ville have det på skrift, og det sagde jeg nej til, fordi jeg tænkte, at det nok bare var sådan. Men nu siger min datter, at jeg skal klage, og så vil jeg jo gerne have det på skrift.

Er det for sent at bede om det?

Kommunerne er blevet temmelig tilbageholdne med at bevilge nødkald i takt med, at alle efterhånden har en mobiltelefon, som kan indstilles, så nummeret til kommunens hjemme-/sygepleje nemt kan findes frem.

Men det fordrer jo, at telefonen altid er opladet, og at man husker at tage den med sig – også på toilettet om natten. Og det kan det knibe med for mange, især ”gamle koner og mænd”.

Det smarte ved et nødkald er, at det enten hænger i en snor om halsen eller sidder rundt om håndleddet ligesom et armbåndsur, så man altid har det på sig. Det er også virkelig nemt at betjene, så man selv i et konfust øjeblik kan finde ud af at trykke på knappen og dermed hidkalde hjælpen meget hurtigt. Jeg forstår godt, at du gerne vil have sådan et.

Den sagsbehandler, du har talt med, er sluppet for nemt omkring sagsbehandlingen af din ansøgning. Du har altid ret til at få en skriftlig begrundelse, når du får et mundtligt afslag. Du har også krav på vejledning om din klageadgang. Der er ikke pligt til at give klagevejledningen på skrift, men det er god forvaltningsskik at gøre det, så du har klar vejledning om, hvor du skal sende klagen hen og, hvor lang tid du har til at gøre det.

Hvis der ikke er givet klagevejledning, bortfalder klagefristen, og så kan du klage, indtil sagen som helhed vurderes forældet.

Jeg synes, at du som minimum skal bede om en skriftlig begrundelse og en klagevejledning.

Jeg vil dog råde dig til at bede om at få hele afgørelsen på skrift, fordi du dermed ”tvinger” sagsbehandleren til at oplyse sagen tilstrækkeligt til, at der kan træffes en korrekt afgørelse.

Her er det ikke uvæsentligt, hvad det er, der gør, at du er begyndt at falde derhjemme, ligesom der skal tages stilling til, om du rent faktisk er i stand til at bruge mobiltelefonen i tilfælde af, at du falder.

Disse overvejelser skal du inddrages i. Hvis du er uenig i afgørelsen, kan du klage til den afdeling, som har truffet afgørelsen, og så har de fire uger til at genvurdere den. Skulle afgørelsen blive fastholdt, vil din klage blive videresendt til Ankestyrelsen.