Førstegangsmor: Bør små børn have modermærker?

Modermærker har de fleste af os i større eller mindre grad, men hvornår er det egentlig normalt at udvikle disse? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Baby, der leger på gulvet
– Modermærker kan potentielt, som de fleste ved, undergå forandring til modermærkekræft, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox

Kære Lotte Bang

Jeg har en lille dreng på 15 måneder. Han har den lækreste marcipanhud, som jeg passer godt på med olie i badevandet og faktisk så lidt vask som muligt.

Nu har jeg set to mærker, der ligner modermærker. De er helt brune og ikke særlig store, men er det normalt, at børn, der er så små, får sådan nogle?

Mvh. L

Kære L

Babyers hud kan være så lækker, og jeg synes, marcipanhud beskriver det godt. Det er dejligt, du passer godt på den.

De små, brune pletter, du beskriver, er formentlig det, vi kalder, pigmenterede nævi eller modermærker. Dem kan man være født med eller udvikle gennem de første ca. 40 leveår.

De brune pletter er som regel en godartet samling af pigmentceller, kaldet melanocytte, som er betinget af både genetiske og miljømæssige faktorer, herunder eksposition for UV-lys, altså sollys.

Modermærker kan potentielt, som de fleste ved, undergå forandring til modermærkekræft, men det sker altså meget sjældent hos børn, så umiddelbart mener jeg slet ikke, du behøver være bekymret.

Det lyder altså helt normalt, men du skal selvfølgelig holde øje med dem, ligesom du sikkert gør det med dine egne modermærker, og kontakte lægen ved forandringer som farveskift, uregelmæssig afgrænsning til resten af huden, udvikling af sår, kløe eller vækst på over 5-6 mm.

Ovenstående kan være tegn på, at noget ondartet er ved at udvikle sig, men det behøver ikke være tilfældet. Det er dog bedst at kontakte lægen, hvis noget sådan observeres.

Kærlig hilsen Lotte 

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.