Min kærestes børn modarbejder mig

Jeg mødte for knap to år siden en mand, som jeg er blevet meget glad for. Jeg har boet alene i nogle år med min datter, som nu er otte. Han har to børn på 10 og 12, som nu bor fire dage om ugen hos ham. De har været igennem en noget tumultarisk skilsmisse med utroskab på begge sider. Heldigvis har han og eksen fundet en fælles rytme i forhold til børnene, men de er uden tvivl påvirkede af det, der skete.

Min datter og jeg har stadig vores egen lejlighed, men tilbringer mere og mere tid hos ham. I begyndelsen tog jeg rigtig meget hensyn til hans børn; jeg er jo godt klar over, at de er i en svær situation. Men det er ikke nemt fortsat at rydde alle besværligheder af vejen for dem, hvis vi skal have et familieliv til at fungere.

For det meste er de fjendtlige over for både mig og min datter. De roder voldsomt meget, og jeg er altid i tvivl om, hvorvidt jeg skal hænge jakkerne på knager og stille skoene ind til væggen i entréen eller bede dem om at gøre det.

Deres far vil fortsat helst gøre det så nemt som muligt for dem. F.eks. er jeg begyndt at bede dem tage deres tallerkener ud, når vi har spist. Det gør de så, men bestik og glas kommer ikke med, og der bliver ikke skyllet af og sat i opvaskeren. Min datter tager gerne sin del, og det er en rigtig svær situation, når de to større ikke gider gøre noget som helst.

Den store af børnene forlanger også ofte at blive kørt til et eller andet, og det skal lige være, når det passer ham. Og så stiller hans far op med det samme. Min kæreste og jeg har haft mange samtaler om det, men han glider som regel af og mener, at de jo skal have tid til at vænne sig til situationen.

Men hvor lang tid? Af og til har vi også gode dage, for eksempel synes alle børn, at det er rigtig hyggeligt at være med til at bage, og vi kan lege den store bagedyst. Men pludselig er der en af de to store, der ikke gider længere, og så går de bare deres vej.

Jeg har en følelse af, at det hele tiden er mig, der skal være bussemand over for hans børn, det er heller ikke noget problem at bære deres skoletasker ind på værelserne, men det er bare ikke rimeligt, at det skal foregå på den måde.

Nu og da kan jeg få en fornemmelse af, at de to store prøver at provokere i håb om, at jeg forsvinder ud af deres fars liv.

Jeg elsker manden og vil gerne et familieliv, men jeg skal jo også tage hensyn til min datter.

Kan du komme med et råd i denne svære situation?

Små skridt. Baby steps.

Hvis der er en ting, jeg måske fortryder lidt i forhold til mine egne bonusbørn, er det, at jeg nok sommetider brugte for meget tid på at beherske kaos og rydde op i stedet for at sætte mig i bunkerne og lære børnene rigtigt at kende. Jeg fik tre bonusbørn på samme tid, og Lothar og jeg fik hurtigt en fælles søn, så der var fire børn og uanede mængder af legetøj, vasketøj, opvask osv.

På baggrund af min egen erfaring vil mit råd til dig være at slække lidt på reglerne og i stedet bruge tid på at vinde drengenes tillid og opbygge en relation til dem. Hyg med dem. Tal med dem. Bag med dem. Leg med dem. Det er meget lettere at skabe fælles regler og rammer, hvis man har en god relation.

En voksen, der bare kommer ind i deres liv og kræver noget af dem, vil være ligegyldig for dem og skabe modstand. Men når de har lært dig rigtig godt at kende, og de ved, du er til at regne med, kan I langt bedre sætte jer sammen og finde ud af, hvordan de praktiske ting skal løses.

Jeg synes ikke, du skal tage rollen som bussemand. Den er svær at komme af med, og selvfølgelig tester drengene dig. Hvis du overhovedet kan finde overskud, så mød dem med omsorg og ros og motivation i stedet for skældud og regler.

Jeg synes også, du skal tage nogle dage, hvor du bare er alene med din datter. Hun skal ikke drukne i situationen. Vis hende, at hun stadig har en nærværende mor, og at I to kan lave ting sammen. Det kan også gavne at lade far være sammen med drengene alene. Det er i hvert fald min erfaring.

Det her tager tid, og hvis du ikke vil huskes som hende, der altid var den opdragende og skrappe, så læg din energi i relationen, og blæs på, om du skal bære den taske ind eller sætte i opvaskeren. Det andet skal nok komme.