Jeg har en veninde, som siger, at fuldmagtshaverne skal handle i forening. Det kan jeg forstå, kan give problemer i nogle situationer. Hvis man har rangordnet fuldmagtshaverne, og den ene dør, træder den anden vel automatisk ind?
Et andet spørgsmål vedr. fuldmagter omhandler min mand.
Han fejler som sådan ikke noget, men han har bare svært ved at bruge MitID. Når jeg står ved siden af og guider, går det fint, men næste gang han skal gøre det alene, får han tit lavet rod i det.
Jeg har haft fuldmagt til banken i flere år, men nu har vi taget konsekvensen således, at jeg har fået fuldmagt til hans E-Boks samt til nærmest alle andre tænkelige situationer, som der bliver remset op, når man er logget ind på borger.dk/giv fuldmagt. Disse fuldmagter kan også gives til f.eks. et myndigt barn, der selv har MitID.
Når man har givet fuldmagt til alle disse forskellige situationer, skal man vel ikke også lave en fremtidsfuldmagt?
Det kan jo godt blive dyrt, hvis man ikke selv kan lave en sådan på nettet, og der skal under alle omstændigheder betales 300 kroner ved underskrift.
Hilsen JCW
Når man formulerer en fremtidsfuldmagt, vælger man selv, om der skal være én eller flere fuldmagtshavere, og om de skal handle i forening, eller om de kan handle hver for sig eller måske inden for hver sit område.
Man kan godt beslutte at rangordne fuldmagtshaverne, så der er en primær fuldmagtshaver og en (eller flere) sekundære fuldmagtshavere, som træder til, når den primære ikke kan. Det vigtige er, at det er klart beskrevet i fremtidsfuldmagten, hvordan fuldmagtsgiveren vil have, at det skal fungere.
Det lyder, som om din mand har givet dig digital fuldmagt, og med den er han godt hjulpet i dagligdagen i forhold til at få adgang til alle sine digitale oplysninger fra det offentlige med hjælp fra dig.
Jeg går dog ud fra, at han stadig selv tager de beslutninger, som skal tages, da du skriver, at det kun er det digitale, som driller ham.
Skulle han på et tidspunkt miste evnen til at tage vare på sine interesser, er den digitale fuldmagt ikke tilstrækkelig til, at du kan tage over og f.eks. disponere over hans formue eller pålægge pleje- og sundhedspersonalet ikke at genoplive ham efter et hjertestop, selv om du måtte vide, at det er sådan, han gerne vil have det.
Skulle den tid komme, kan du dog søge om at blive hans værge og dermed springe fremtidsfuldmagten over.
De bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.