Hvad gør du, når du ser en vandpyt på din vej?

Er en rødspætte fugl eller fisk?

Sådan stod der på et skilt, Friluftsrådet havde stillet op på min vej.

Svaret gik jeg og funderede over, da jeg fik øje på det næste skilt:

Hvornår har du sidst hoppet i en vandpyt?

Nu var det en solskinsdag, men havde det regnet, og havde der været en vandpyt i sigte, var jeg fluks løbet hen og havde hoppet i den.

For jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har hoppet i en vandpyt.

Og det er en stor fejl.

Jeg går ud fra, at jeg i hvert fald gjorde det som barn, for i barndommen er hele vandpyttens formålsbestemmelse at være til for små, hoppende fødder, ligesom en bakke med grønt græs selvklart er skabt til, at man løber op på den og ned igen.

Gad vide, hvornår man ser en vandpyt og ikke længere automatisk synes, at den er til for at hoppe i, spekulerede jeg videre.

Jeg sendte sms med billede af skiltet til min teenagersøn.

Han svarede med det samme tilbage:

Det gjorde jeg i sidste uge.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Så er der da håb for fremtiden og denne klode, når selv en teenager som det naturligste i verden kan melde sådan tilbage.

En vandpyt er til at hoppe i. Det er kun os bekymrede voksne, der har glemt det.

Måske behøver tingene ikke altid være så komplicerede.

Måske er det i sådan en lille ting som at hoppe i en vandpyt, at livets gåde ligger.

Fordybelse. Fællesskab. Forbindelse.

Måske er det ikke tilfældigt, at tidligere tiders sysler i stor stil bliver genoptaget af mange unge i dag?

Elementære håndværk og håndarbejde hitter.

Det reducerer stress og stimulerer hjernen, fortæller forskningen os – strikning er for eksempel logik og matematik på højeste niveau.

Udover disse bonusgoder mindsker håndarbejde og håndværk også vores forbrug af hurtige snacks og sociale medier.

Sløjd, keramik, syning, tegning, hækling og friluftsliv – de gamle dyder er for alvor fremme igen.

Når verden er af lave, gælder det om at kigge ned og forenkle.

Tilbage til vores oprindelse, jorden.

Til det skabende arbejde, vi kan udføre med vores hænder.

Sådan kan vi bygge op og gøre vores.

“Hvis verden går under i morgen, vil jeg plante et æbletræ i dag”, sagde kirkereformatoren Martin Luther.

Håbet skal praktiseres.

Så jeg er klar til næste regnvejrsskylle, hvor I kan se mig kigge omkring for at være sikker på, der ikke er nogen.

Og når der er fri bane, tager jeg tilløb til det første lille vandpyttehop.

Min fornemmelse er, at når man først er kommet i gang, kan man slet ikke lade være.

For måske er det netop sådan, vi finder tilbage til os selv – ét hop ad gangen.