Jeg forstår ikke min hjemmehjælpers gebrokne dansk

Hvad skal man gøre, hvis man er hørehæmmet og ens hjemmehjælper taler så dårligt dansk, at man ikke kan kommunikere?
Af: Bettina Post
En kvinde, der støvsuger en puf i en stue
Jeg hører dårligt, så det er i forvejen svært for mig at forstå, hvad folk siger.
Foto: Giorgio Trovato/Unsplash
Annonce

Kære Bettina

Jeg er en dame på 79 år, der det sidste års tid er begyndt at få rengøringshjælp gennem kommunen, og det er jeg selvfølgelig meget glad for.

Problemet er bare, at næsten hver eneste af rengøringshjælperne, der kommer, taler ikke særlig godt dansk. Og da jeg i forvejen hører dårligt, bliver det endnu sværere at forstå, hvad de siger.

Jeg har intet imod, at sundhedspersonaler osv. har en anden herkomst end dansk, men jeg synes det bliver problematisk, når en gammel dame som mig ikke kan forstå, hvad de siger. Kan jeg bede om at få hjemmehjælpere fremover, som taler bedre dansk

Hilsen Eline

Kære Eline

Det er et velkendt problem, du beskriver.

Hjemmeplejen er et fagområde, hvor mange medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk, finder en plads på arbejdsmarkedet, men det er desværre ikke dem alle, som har tilegnet sig vores knudrede sprog i en grad, så det er muligt at føre en nogenlunde flydende samtale. Man kan komme langt med fagter og god vilje, men det er ikke altid tilstrækkeligt.

Du skriver ikke, om du har været i dialog med kommunen om problemet, og jeg går derfor ud fra, at du har holdt dig tilbage. Men det er vigtigt, at du råber op, ellers ved de ansvarlige ledere jo ikke, at der er et problem.

Du kan ikke bede om, at de medarbejdere, som kommer hos dig, har en bestemt etnicitet, men kommunen har et ansvar for at sikre, at den bevilgede hjælp fungerer.

Mange kommuner forsøger i øjeblikket at etablere faste teams i hjemmeplejen, så måske er løsningen, at bemandingen af dit team justeres, så det ikke kun er medarbejdere, som har svært ved sproget, der kommer hos dig.

De bedste hilsner Bettina  

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.