Opskrifter

Ungarske minilangos

Tirsdag, 16. november 2010af Redaktion
Disse ungarske madbrød kan spises med megen forskellig fyld, og hvis børnene levner nogen, kan det varmt anbefales at spise dem med cremefraiche, finthakket rødløg og stenbiderrogn eller kaviar

(35 stk.)

150 g kartofler
15 g gær
1½ dl vand
300 g mel
½ tsk. salt
100 g revet ost
150 g revet skinke
2 fed presset hvidløg
1 tsk. paprika
1 peberfrugt
1 l rapsolie
2 dl cremefraiche

Kog kartoflerne i usaltet vand, pil og mos dem. Rør gæren ud i vandet og tilsæt kartoffelmos, mel og salt. Ælt dejen igennem og lad den hæve tildækket et lunt sted i 1 time. Bland ost og skinke med hvidløg og paprika og hak peberfrugten. Varm olien op, til den syder om spidsen af en tandstik, og rul dejen ud i 1 cm's tykkelse på et meldrysset bord. Udstik cirkler af dejen med en 4 cm udstikker eller et glas, og kom 3-4 dejstykker i olien ad gangen. Lad stykkerne stege i 1-2 min., vend dem og lad dem stege i endnu 1 min. Lad de færdige langos dryppe af på fedtsugende papir og server dem lune med en skefuld af skinkeblandingen, lidt cremefraiche og hakkede peberfrugter.

Madopskrift: Kristina Marckmann


Find flere opskrifter her...
Italiensk madbrød
Foccacia med hvidløg og rosmarin
Frøboller