Opskrifter

Havets lækkerier

Onsdag, 4. august 2010af Redaktion
Jomfruhummerhaler og blåmuslinger serveret med olivenaioli

(4 pers.)

16 jomfruhummerhaler
2-2½ kg blåmuslinger
1 grofthakket løg
4 store stilke persille
2 dl tør hvidvin
Groft peber

Skrub muslingerne under koldt vand og fjern skægget, som stritter ud mellem skallerne. Smid de muslinger væk, som ikke lukker, når man klemmer på dem eller støder dem mod bordet. Kog løg, persille, vin og peber op i en stor gryde. Hæld muslingerne i, ryst gryden og læg låg på. Lad dem koge 6-8 min. under låg. Vend rundt i muslingerne et par gange eller ryst gryden. Kasser de eksemplarer, som ikke her åbnet sig. Hæld muslingerne i en sigte og køl dem af. Hummerhaler dumpes i kogende vand med salt og evt. lidt dild og koger 4-5 min.

OLIVENAIOLI
2 pasteuriserede æggeblommer
1 tsk. salt
1 spsk. fransk sennep
1 tsk. citronsaft
1 dl rapsolie
1 dl olivenolie
2 fed presset hvidløg
4 spsk. groft­hakkede sorte oliven

Pisk æggeblommerne med salt, sennep og citronsaft. Tilsæt olien dråbevis, til aiolien har en tyk konsistens, og resten af olien i lidt tykkere stråle. Rør hvidløg og oliven i og smag til med citronsaft og salt.

Madopskrift Anne Skovgaard-Petersen

Flere lækre opskrifter med fisk...
Citronlaks med salsa
Skippers sildebøffer
Fiskefrikadeller med remouladesovs
Silde-laksesalat