Hverdagsmad: Indbagt laks
Opskrift på indbagt laks
60 min.
- 275 g butterdej (1 rulle)
- 250 g fersk laksefilet
- 200 g spinat fra frost
- 15 g smør
- 1 dl hvedemel
- 2½ dl mælk
- ½ tsk. salt
- 1 knsp. peber
- 1 knsp. revet muskatnød
- 1 dl hytteost
- 1 æg til pensling
- 25 g valnøddekerner
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200° varmluft. Rul butterdejen ud. Skær laksen i mundrette stykker. Optø spinat i en gryde, og kram den fri for væde. Smelt smør i en gryde, og pisk mel i lidt ad gangen. Rør mælk i. Lad saucen simre, til den tykner, og krydr med salt, peber og muskatnød. Rør spinat og hytteost i, og varm saucen igennem.
Fordel lidt af spinatsaucen på midten af den ene halvdel af butterdejen. Læg laks over, og afslut med spinatsaucen. Fugt dejens kanter med vand, fold siderne op, og fold dejen sammen hen over midten. Brug sammenpisket æg til at lime kanterne sammen.
Rids tern i overfladen, pensl med æg, og bag retten i 15 minutter. Pensl med æg igen, drys med hakkede valnødder, og bag i 10-15 minutter, til butterdejen er gylden. Servér f.eks. med en grøn salat.