
I en lysning sidder prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen tavse og kigger på den summende skovbund.
Inden da har Steffen fortalt om sin kamp mod ensomhed, og hvordan han har slidt psykologer op gennem årene. Men nu er de to stille for en stund, inden det er tid til igen at vandre videre i det fortryllende landskab.
Scenen er fra dokumentaren ”Hærvejen”, der er instrueret af Jesper H. Grand og følger prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen på vandretur langs Danmarks ældste vej, Hærvejen, der løber fra Nord- til Sønderjylland.
Det kommer der nogle interessante samtaler ud af – eller mangel på samme − for de to herrer har vidt forskellig baggrund, og prins Joachim har svært ved at åbne op for posen, når ikke samtalen handler om Danmarks historie.
Han har levet et liv på første klasse, mens Steffen Jacobsen med egne ord kommer fra socialklasse ”røv og nøgler”, men er mønsterbryder på første klasse.
Afstanden mellem dem virker stor, men for hvert skridt kommer de en smule tættere på at forstå hinanden og udviske forskellene.
Til at finde de helt rigtige lokationer har filmholdet fået hjælp af den erfarne vandrer Marie Lau Florin, der har vandret hele Hærvejen, og sammen med sin mand, Torben, står bag vandrebloggen friefodspor.dk, hvor de deler inspiration til vandreture i både ind- og udland.
En vigtig del af opgaven bestod i at udvælge steder, der kunne danne ramme om samtalerne mellem prins Joachim og Steffen Jacobsen.
Marie foreslog bl.a. en gammel skurvogn, hvor skovarbejdere gennem tiden har siddet og spist frokost i pauserne mellem det hårde arbejde, samt Børglum kloster, hvor der er dækket fint op med hvide duge og vinglas.
− De to forskellige locations illustrerer kontrasten mellem de to hovedpersoners vidt forskellige liv og verdener. Det er spegepølsemad versus sofistikeret middag, forklarer Marie.
Undervejs på de to mænds vandring langs den jyske højderyg passerer de historiske seværdigheder som Grathe hede og Jellingmonumenterne, hvor danmarkshistorien fletter sig sammen med prins Joachims egen familiehistorie.
Men man behøver ikke at være kongelig for at opleve at blive en del af danmarkshistorien, når man vandrer Hærvejen, fortæller Marie:
– Pludselig går du i en dyb skål i skovbunden, hvor jorden har sat sig, fordi vores forfædres færdsel har slidt dybe hulveje i landskabet. Hulvejene er skabt af alle dem, der færdedes på Hærvejen: Handelsfolk med kærrer, konger med hære, adelsfolk på vej til fest, bønder på vej til markederne, håndværkere, tiggere, pilgrimme, røvere på rov og folk på vej til kirke.
Hun tilføjer:
− Når man vandrer i de dybe hulveje, fornemmer man vores forfædres levede liv, og som man vandrer der med sin rygsæk, er man selv med til at træde hulvejen dybere for hvert skridt.
Danmarks natur danner en bragende smuk ramme om dokumentaren, men seerne får ikke fortalt, præcis hvor der er filmet.
− Dokumentaren er ikke tænkt som en turistbrochure, der giver alle svarene. Det handler om at pirre nysgerrigheden og få seerne til at spørge sig selv: ”Er Danmark virkelig så bragende smuk?”. Efterlade et rum til magien, der motiverer til selv at snøre vandreskoene og komme af sted for at opleve vores hjemland til fods.
Et af Maries favoritsteder på ruten er Nøddedalen i Jammerbugt Kommune, en dyb slugt ned gennem Danmarks største indlandsklit, Lien, omkranset af gamle hasseltræer.
− Det er, som om naturen omfavner en, og man bliver lille på en dejlig måde. Naturen sætter livet i perspektiv. Der er ingen larm fra hverken biler, busser eller cykler – men bare ro og lyden af ens eget hjerte, der banker, siger hun.
Dokumentaren er optaget i maj, og vejret var usædvanlig godt.
– Vi var glade, da der kom en enkelt regnvejrsdag, for ellers var folk formentlig begyndt at tvivle på, om vi virkelig var i Danmark, griner Marie.
Men alle årstider kan noget, når man vandrer:
− Der er noget om det, når man siger, at ”der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning”. Med ordentlig forberedelse kan man nyde årstiderne, som de er. Den lysegrønne maj, de røde farver i efteråret, og den knitrende sne, der skinner, når solen stråler rammer den om vinteren. Der er det hele til forskel på at opleve Danmark til fods og at køre bil, tog eller bus. Man kommer ned i tempo og tager skønheden i de forskellige årstider ind på en helt anden måde.
1. Lyt til fødderne. Det er bedre at sætte sig realis-tiske mål end at vandre over evne. Hærvejen kan sagtens tages i etaper.
2. Gå i behagelige sko, der ikke klemmer, og brug uldsokker. De er bedst til at undgå vabler. Hav et ekstra par med i rygsækken, hvis du får svedige fødder. Luft fødderne undervejs, når du holder pause.
3. Husk vanddunk og lidt at spise i en rygsæk, så ikke du bliver utilpas.
4. Hav respekt for vejret. Husk hue eller pandebånd, når det blæser, samt vanter, når det er koldt.
5. Gå med vandrestave, og brug dem korrekt. Jeg går alle ruter over 4 kilometer med vandrestave, for de aflaster knæ og hofter.
Er bentøjet ikke længere, hvad det har været, er der ifølge Marie stadig rig mulighed for at opleve Hærvejen. Men behøver ikke vandre alle 645 kilometer, men kan inddele den i små bidder og vælge strækninger, hvor alle kan være med:
− Tag for eksempel strækningen fra Løgstør til Viborg, også kaldet Himmerlandsstien. Her følger Hærvejen en bred grussti langs et nedlagt jernbanespor fra stationsby til stationsby. Den strækning skiller vandene blandt erfarne vandrere, fordi ensformigheden kan få hederne til at virke nærmest uendelige. Mange vandrere – mig selv inklusiv – foretrækker de smalle, snirklede naturstier. Men der er også en ro på heden, og når stien er bred og jævn, kan man nyde landskaberne og gå side om side uden den store risiko for at snuble.
− Strækningen ad Bindeballestien langs Vejle ådal er også oplagt. Det er en bred asfaltsti, hvor man passerer stedet, hvor Ravningbroen var. Tag evt. en afstikker hen til Bindeballe Købmandsgård, der er Danmarks ældste fungerende købmandsgård. Den var ikke med i filmen, men de laver sublimt smørrebrød, og det er hele gåturen værd.