24 tips til nem pakkekalender

Onsdag, 27. november 2019
Af Helle Lyngbo. Foto: Dreamstime
I november er vi mange, der forbereder pakkekalender til familiens mindste. Men det kan være lidt af et pres at finde 24 gaver, så her er redaktionens bedste fif til dig: 24 tips, der kan gøre det både sjovere, nemmere og billigere at være stand-in for nissen.
Tips til ny og nem pakkekalender: 24 pakker med fryd og fornøjelser

De 24 tips til pakker med fryd og fornøjelser:

1. Sæt dine ambitioner efter, hvad du har lyst og tid og penge til – gå ikke ned med julestress på grund af dit eget krav om at skulle levere 24 hjemmegjorte gaver! Husk, at en adventskalender også vækker glæde.

2. Det klassiske råd er naturligvis at starte i god tid. Reservér en tom skotøjsæske til små gaver, som du finder i januar i Netto eller i maj i Søstrene Grene.

Læs også: Kalendergaver til hele familien

3. Hjemme hos Jannie kommer nissen ikke hver dag: ”Den 1. december i fjor lå der i vores julesok et brev til børnene om, at nissen havde meget travlt i år, så hvis der ikke var nogen gave, var det, fordi han var ude med gaver til andre børn. Det accepterede de uden videre. De blev derimod sure, da de en dag fik nattøj,” fortæller Jannie, der er mor til to størrelser på tre og seks år.

4. 24 gaver er mange – køb evt. en pakke med Lego eller et større tegnesæt, og split det op i flere enheder.

5. Hvornår på dagen kommer jeres nisse? Hvis børnene vågner alt for tidligt af spænding, er det nok en god idé at lave en aftale med nissen om, at han først kommer om eftermiddagen.

Prøv også: Ekstrafine pakker

6. Hjemme hos Helles to børnebørn er der én pakkekalender, og pakkerne er på skift til de to børn og til søn og svigerdatter. For alle skal forkæles i julemåneden, også forældregenerationen. Og de mindste må godt lære, at ikke alt handler om dem…

7. Hvis du vil holde udgiften til pakkekalender nede, kan du med fordel gå i genbrugsbutikker og købe billigt brugt legetøj.

8. Den frække: Måske har dine børn og børnebørn så mange ting, at de aldrig kommer til bunds i legekassen? Snup et af de glemte stykker legetøj og pak det ind. Måske er det sjovt nu…

Prøv også: Julestrik til de mindste

9. Ligesom mange voksne giver hinanden ”oplevelsesgaver”, kan nissen hjemme hos Ida finde på at forsyne gavesokken med et lille kort med teksten: ”Jeg kunne godt tænke mig en skål risengrød. Kærlig hilsen Nissen”. Så må ungerne i gang med at koge grød…

10. De fleste børn kan li’ at tegne: Køb en guldtusch og noget glimmerlim – så bliver juletegningerne ekstra fine.

11. Gaverne behøver ikke alle være fysiske: En kopi af en julehistorie med lovning på, at far eller mor læser op, kan også gemme sig i dagens pakke.

12. Læg karton, glimmer, klistermærker og en hullemaskine i en af pakkerne, og lad børnene lave årets til og fra-kort.

Læs også: Jul er da noget, man genbruger

13. Saml materialer til en juledekoration, inklusiv gran og ler, pak det hele ind, og sæt tid af til at lave dekorationen sammen med de små. Alternativt kan dagens gave være en tur i skoven for at samle, mos, kogler og grene.

14. Den færdige løsning er selvfølgelig altid det nemmeste: På nettet kan du købe færdige pakker med 24 gaver, målrettet til køn og alder.

15. Da Mikkel var barn, bestod pakkekalenderen af små opgaver. De fleste var sjove, men fordi det var nissen, som fandt på opgaverne, var det også okay, at opgaverne var lidt mere trælse, som f.eks. at tømme opvaskemaskinen.

16. Læg et garnnøgle og et par strikkepinde i pakken en dag, hvor der er en garvet strikkedame i huset, og giv barnet den gave, det er at lære at strikke. Er de for små til at håndtere pinde eller hæklenål, kan du lære dem fingerstrik.

Læs også: Julehjælp gør en stor forskel for Elin og hendes datter

17. En pose med pandekagemel er en fantastisk gave på en søndag, hvor mor og far har tid til at hjælpe med at vende pandekagerne i luften.

18. Lav en ”joint venture”, hvor for eksempel mormor og farmor hver leverer 12 gaver.

19. Læs en af børnenes yndlingshistorier ind på din telefon (alle smartphones har en optagefunktion). Dagens gave er et kort, hvorpå det beskrives, hvor historien kan findes – de vil elske at høre en historie med netop din stemme.

20. Find tre gode børnebøger på nettet, print et billede ud af forsiderne, og skriv på dagens kort, at I skal på biblioteket og finde netop de tre gode bøger i dag.

Prøv også: Gode juleboller

21. Sæbebobler hører mestendels sommeren tid, men hvorfor ikke lægge en beholder med bobler i dagens gave – sæbebobler oven på sne ser sjovt ud...

22. Ryd op i din makeupskuffe/sømkasse/sykurv, pak det overflødige fint ind, og hyg jer med et par timer, hvor børnene kan sminke sig eller på anden måde være kreative for fuld skrue.

23. Omvendt dag: Dybest set handler julen ikke om at få, men om at give. Lad dagens gave være en opfordring om, at I sammen går i gemmerne og finder legetøj, der kan gives væk – til en yngre slægtning eller til en genbrugsbutik.

24. Læg et af dine aflagte juleugeblade i dagens pakke, og lad børnene klippe nisser og gran ud til collager. Eller lær dem at lave guirlander af sidste uges tv-programmer. Hvem kan lave den længste?

Prøv også: Glæd familie og venner med smukke julekort