De synger højt i bilen

Onsdag, 5. juni 2024
Af Puk Elgård Illustration: Birgitte Ahlmann
Svigermor bliver bange, når hun skal køre igennem tunneller og over broer. Som følge heraf er hele familien begyndt at synge højlydt, da dette hjælper med at berolige svigermoren, hvilket gør læseren en smule nervøs.
Personer kører i en bil og synger

Kære Puk

Jeg har et lidt underligt problem, som jeg gerne vil høre din mening om.

Jeg er via min dejlige kæreste kommet ind i en svigerfamilie, der også er skøn. De har taget rigtig godt imod mig, men der er en ting, der gør mig lidt urolig.

I lidt over et år har jeg nu kendt familien, og de er rigtig gode til at invitere mig med på udflugter, ferie osv. Men når vi kører i bil – over en bro eller igennem en tunnel – skal vi altid synge højt. Det er som regel min svigermor, der kører, og hun bliver åbenbart bange, når vi skal over eller under noget. De andre i bilen synger bare som det mest naturlige i verden, men jeg må indrømme, jeg synes, det er lidt underligt.

Tror du, det er sikkert at køre med hende? Skal jeg bare synge med?

Svigerdatteren

Kære Svigerdatteren

Nu har jeg siddet på denne post i lidt over 10 år, og jeg kan selvfølgelig ikke huske alle breve, men jeg mener faktisk, at vi for mange år tilbage har haft et brev, der minder meget om dit. Det var noget med at synge, når man kørte igennem de lange tunneller på Mallorca.

Der er noget, der tyder på, at din svigerfamilie også har prøvet det her i lang tid. De bryder bare ud i sang, fordi de ved, det hjælper. På den måde tænker jeg, det er okay at køre med svigermor. Metoden virker åbenbart. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan hun ellers kører, men det kan være ret fornuftigt at finde metoder, så man kan leve med sin angst, så den ikke bliver for dominerende.

Der er tusindvis af mennesker, der gør mærkelige ting hver eneste dag for at komme igennem helt almindelige ting. Jeg har selv lidt af angst i mange år og har gennem tiden fundet på alt muligt, og på trods af det anser jeg mig selv som rimelig velfungerende. Så hvis svigermors kørsel og adfærd ellers er rolig og velovervejet, tror jeg ikke, du skal være bekymret.

Mange hilsner fra Puk