Helt tilfældigt overtog jeg forleden et gammelt Familie Journal, og i brevkassen er brev fra en, der er inviteret på krydstogt af sine svigerforældre. Lige nu står jeg og skal af sted med min mand for 10. gang. Og jeg kan godt lide dit svar.
Da min mand for 12-13 år siden foreslog, at vi tog på krydstogt op langs Norges kyst, var jeg meget skeptisk – og fuld af fordomme.
Men jeg kunne mærke, at det var noget, han virkelig gerne ville, og jeg blev meget positivt overrasket. For man er jo ikke ”lukket inde” med 3.000 fremmede.
Skibet lægger til kaj om dagen, hvor de fleste går i land på egen hånd eller arrangerede tur. Underholdningen kan man jo fravælge, men det, jeg har oplevet, har ikke været tamt.
Vi er faldet i snak med mange, som vi garanteret ikke havde mødt i andre sammenhænge – danskere fra andre dele af landet og amerikanere, mexicanere, tyskere m.m. Det har været meget positive oplevelser.
Den rejselystne
Velkommen i bladet. Er det ikke dejligt at opleve, at tilfældigheder kan skubbe en ind i en sammenhæng, hvor man pludselig er relevant?
Jeg håber, du vil læse Familie Journal fremover. Vi har et fint fællesskab her. Faktisk lidt som den beskrivelse, du giver af et krydstogtsskib.
Her i brevkassen ”møder” man også mange forskellige mennesker og ser problemstillinger, synspunkter og oplevelser, man måske ikke ellers var stødt på.
Jeg hæfter mig ved din ærlighed omkring fordomme. Dem har vi alle mange af, men sommetider kan det godt betale sig at overkomme dem. Det gælder i alle livets forhold. Tak for dit input.
Mange hilsner fra Puk