Minderne i kasserne

Læste lige (FJ nr. 52/2023) om at kassere børnenes kreating og vil lige fortælle min historie.

Jeg havde børnebørnene til frokost, og den ene sagde, at hun ville ønske, at hun havde en tegning, som deres engle-søster havde lavet.

Hun anede ikke, at deres gamle bedste havde gemt det hele. En kasse for hvert barn. De fik kigget, og hun fandt den tegning, som hun skulle bruge. Jeg fortalte dem, at jeg også havde en kasse med hver deres navne på og fandt dem frem. De er unge voksne, men de næste par timer er noget af det sjoveste, jeg har oplevet. Der blev kigget, mindet og ikke mindst grinet over skæve og finurlige ting.

Det gav så meget mening. Lågene blev sat på kasserne og sat på plads igen. Når de første oldebørn kommer, vil det nok være sjovt igen.

Spørgsmålet om børnenes kreating vil ikke slippe jeres bevidsthed. Det må have ramt lige ned i sjælen på en stor del af brevkassens venner.

Den dimension, du føjer til her med en engle-søster, er på én gang ubærlig og samtidig meget rørende. Hvor var det godt, du gemte de ting. Også en god idé at lave en kasse med navne på, så børnene har hver sin boks.

Tak for din fine fortælling.