Ræk hinanden en hånd

Jeg har glædet mig til at skrive dette brev til jer.

Jeg sidder her og kigger på de smukkeste dyblilla fresiaer. Der er også en stor laksefarvet rose og nogle andre meget fine blomster i skønne rødlilla nuancer.

Da jeg kom hjem fra job i går (i pisøs-regnvejr i øvrigt), stod der en flaske hvidvin, en buket og en æske chokolade ved døren. Vedhæftet var det mest rørende kort.

En brevskriver havde sendt mig en hilsen som tak for et svar, jeg har givet. Buketten var sendt til Aller, som udgiver Familie Journal, og et bud var kommet med det hele til min adresse.

Brevskriveren er i svær og tung livssitua­tion og rakte ud til mig. Hendes brev rørte mig dybt.

Den tunge vej, hun er ved at gå, skal hun gå alene, og jeg svarede, så godt jeg kunne, da hendes brev kom i bladet.

Jeg forsøgte at imødekomme hendes sorg og hendes vilkår og skrev, at jeg i tankerne ville række min hånd ud mod hende og lade hende vide, at jeg tænker på hende. Og det har jeg gjort. Derfor blev jeg endnu mere glad, da jeg så den fine gestus ved min hoveddør. ”Jeg kan mærke, du holder min hånd”, stod der.

Lige nu er verden så urolig. Der er krig, trusler, uenigheder og splittelse i verden, og vi er bange. Jeg er ikke naiv. Jeg tror på ingen måde, at verdens grusomheder kan løses ved tanker og ved at holde hånd, men den her lille situation fortæller mig, at tanker og imødekommenhed betyder noget.

Der er mange, der har brug for, at vi i tankerne og også rent fysisk rækker ud og viser medmenneskelighed. Jeg ved godt, at I ikkestandser krige og skaber fred ved at tænke på hinanden, men vi har brug for at vise, at vi er mennesker med empati, og at vi tænker på hinanden.

I brevet vedhæftet buketten stod der ”Jeg følte mig hørt.” Det har gjort indtryk.

Jeg takker mange, mange gange, både for alle gaverne, men især fordi du kunne mærke min omsorg, selv om vi aldrig har mødt hinanden. Det giver et lille håb for menneskeheden. Gør det, ikk’?