Flemming Gammelholm ændrede kurs: Fra pilot til flyvefærdig sanger

Torsdag, 21. januar 2021
af Johan Isbrand, Video: Søren Lamberth
Hvad gør man, når arbejdsforhold og indtjening i jobbet som pilot pludselig ændrer sig markant til det dårligere? Som 60-årig satte Flemming Gammelholm alt ind på en musikdrøm, der havde boet i ham siden teenageårene.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Flyvning og musik er to meget forskellige størrelser, men lige siden 62-årige Flemming Gammelholms pure ungdom er det netop disse to aktiviteter, der har tegnet hans tilværelse. Han valgte tidligt flyvningen som sin levevej, mens musikken trådte i baggrunden.

Men i en alder af 60 tog han en klippefast beslutning: Han ville leve musikdrømmen ud, og han ville gøre det med hud og hår. I maj 2019 præsenterede han omverdenen for et helt konkret, fysisk resultat af sporskiftet, da han udsendte albummet ”Op i det blå” på cd og som streaming.

– Titelnummeret var naturligvis inspireret af min mangeårige karriere som pilot, fortæller sangeren, som er ophavsmand til sine ørehængere, der bliver til i hans hjemmestudie på bopælen i Høruphav på Als i det sydligste Danmark.

Hans blanding af dansktop og pop gik rent ind hos den del af danskerne, der dyrker den folkelige musikgenre.

– Helt fra begyndelsen er jeg blevet fantastisk modtaget. Og de radioværter, som jeg har sendt min musik til, og som får tilsendt bunker af nye udgivelser året rundt, har tilkendegivet, at mine sange hører til i den bedste ende.

Opmærksomheden omkring Flemmings musik fik yderligere et stort løft, da han i august 2019 optog og udsendte musikvideoer til tre af albummets sange på én gang.

– Men jeg var meget bevidst om, at det kunne gøres langt bedre. Det har jeg målrettet arbejdet på i videoerne til mine senere udgivelser, hvor jeg har fået hjælp af superdygtige folk. Det samme har jeg gjort på musikfronten.

Vibeke Hoby er en anden af Dansktoppens nye stjerner. Og hun kan jodle. Mød hende her.

– Jeg går meget op i kvalitet, og det er vigtigt for mig at betjene mig af så gode indspilningsforhold og så dygtige musikere som muligt, siger Flemming, der siden har udgivet julesinglen ”Tusind lys” samt ”Tiden står stille” og senest ”Den, jeg venter på”.

Sang i danseband

Flemming er født og vokset op i Haverslev i Himmerland og kom som 15-årig med i sit første, lokale orkester. Og fra 1982 til 1989 var han forsanger i danseorkestret Counters.

– Vi spillede koncerter i hele landet hver fredag og lørdag frem til 1989. Vores jobs var hovedsaglig i forbindelse med hal- og kroballer og på diskoteker. I hovedstaden var det på steder som Exalon og Dansetten, vi udfoldede os, fortæller han.

I disse år var der imidlertid andre interesser, som i stigende grad gjorde indhug i Flemmings tid: Omtrent samtidig med dansebandets start begyndte han at få smag for aktiviteter i luften.

– Det begyndte med faldskærmsudspring. Og det var faktisk et udslag af en konkurrence mellem mig og min lillebror. Vi havde det med at udfordre hinanden til at gøre vilde ting. Efter 10-12 spring havde min lillebror mistet interessen. Jeg var derimod blevet bidt af højderne, så jeg kastede mig over svæveflyvning, husker Flemming.

Hvorfor skal vi være så almindelige? spørger Fede Finn-sangerinden Judy Glosted. Læs med her.

Den ene ting tog den næste, og det, der havde været en interesse, blev alvor. Flemming begyndte at læse til trafikpilot, og som 30-årig havde han certifikat til større fly. På det tidspunkt var han flyttet til Aalborg, hvor uddannelsen foregik.

– De første år fløj jeg for taxaflyselskabet North Flying i Aalborg, men i 1992 blev jeg ansat i Cimber Air, der havde hovedsæde i Sønderborg. Dermed var det på alle måder mest praktisk, at jeg flyttede ned til området. Og jeg har boet her lige siden.

Fantastisk udsigt

Men hvad var det ved de høje luftlag, der tiltrak ham?

– Som pilot sidder man så at sige allerforrest i kontoret og kan nyde en fantastisk udsigt. Der er noget fart, spænding og eventyr over at flyve, fortæller Flemming.

Ægteskab og børn blev det også til i perioden. Christian og Ditte er i dag 25 og 23 år.

– Jeg var gift med deres mor fra 1996 til 2004. Og jeg er så heldig, at de begge er blevet i området efter, at de er flyttet hjemmefra, så vi ser hinanden ofte. De studerer begge i Sønderborg.

Sangerinden Anne Marie Lindegaard har en helt forrygende kærlighedshistorie. Læs artiklen her.

For Flemmings vedkommende var tonerne og rytmerne stort set lagt på hylden i årene hos Cimber Air bortset fra en glad, musikalsk aften i ny og næ med hobbyorkestret Night Buzz.

– I 2012 gik Cimber Air imidlertid konkurs, og nogle fra firmaet startede et nyt selskab under navnet Cimber A/S. De fløj for SAS, og det foregik fra Billund. Jeg kom med over i det nye selskab, men det indebar, at jeg skulle stå op klokken 3 om natten for at kunne være i Billund og tjekke ind klokken 5.20. Og ikke nok med det: Lønnen var også markant lavere i den nye ansættelse, fortæller han.

Elvis lever

Efter trekvart års slidsomt arbejde erkendte han, at han ikke kunne blive ved med at holde til de nye og konstant skiftende arbejdsbetingelser. Og da han i 2017 sammen med over 200 andre ansatte stod med en fyreseddel i hånden og samtidig var begyndt at få gang i musikken igen, vidste han, at det var nu, hvis hans ungdoms musikdrøm skulle leves ud.

– I det mangeårige, ustabile forløb siden konkursen havde jeg lært at leve for små midler, og jeg vidste, jeg godt kunne klare dagen og vejen. Samtidig vidste jeg, at hvis jeg skulle skille mig ud og drive det til noget som sanger, skulle jeg skrive og udgive min egen musik. Og dansktopuniverset var det, der var lettest for mig at begå mig i. Det lå lettest for mig at skrive tekster på dansk om ting, jeg selv kendte til.

Læs her om sangfuglen Katrine Daugaards nye liv som Bed & Breakfast-værtinde.

Ud over sin normale fremtræden som solist har Flemming også en anden identitet, han nu og da trækker frem og underholder med, når det passer til lejligheden. Og spiren blev lagt for mere end 10 år siden:

– Op til min 50 års fødselsdag gik jeg og tænkte over, om der var noget, jeg kunne underholde med for at gøre det hele ekstra festligt. Og da jeg i forsommeren samme år havde besøgt Memphis Mansion i Randers og set Elvis-museet, kom jeg på at lave et lille Elvis-show. Når jeg er engageret til at underholde en hel aften, sker det af og til, at det er Elvis, der dukker op i den sidste halve time.

Helt aktuelt går Flemming med planer om at samle et band af dygtige, yngre musikere.

– Mit håb er, at orkestret er klar til at indtage spillestederne i 2022, når vi har lagt corona helt og holdent bag os, siger Flemming Gammelholm.

Kandis-trommeslageren og hans syngende kone elsker musikken og hinanden. Læs deres historie.