Normalt er der ikke meget godt at sige om corona. Men 12-årige Felicia Andersen fra Gørløse i Nordsjælland kan faktisk takke virussen for, at hendes ophold på Julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted sidste år blev forlænget med næsten en måned.
– Hun kom dertil 16. februar, men blev allerede sendt hjem igen 13. marts i forbindelse med nedlukningen af landet. Og da hun samtidig på det tidspunkt gik i 5. klasse, var hun også blandt de første børn, der fik lov til at komme tilbage til hjemmet en måned senere. Da hendes ophold sluttede 26. juni, havde hun dermed haft 14 uger på julemærkehjemmet i stedet for de normale 10, forklarer Felicias mor, Birgitte Even Andersen, der er 40 år og kunderådgiver i et pensionsselskab.
Det hele begyndte i sommeren 2019, hvor Felicia stadig oftere var i trist humør, når hun kom hjem fra skole. Hun fortæller:
– Jeg følte mig tyk og var ikke glad for mig selv og mit udseende. I virkeligheden havde jeg nok altid selv syntes, jeg var overvægtig. Tidligere havde det bare ikke bekymret mig så meget. Det var ikke sådan, at jeg blev mobbet, men der var drenge i skolen, som godt kunne finde på at komme med en bemærkning. I det hele taget trængte jeg til en pause fra skolen og min normale hverdag. Jeg havde brug for at opleve noget helt nyt.
Ifølge Birgitte havde datteren på det tidspunkt allerede i et stykke tid døjet med svigtende humør. Og hun og hendes mand, Frank, havde forsøgt at give hende råd og vejledning med det formål at rette op på hendes manglende tro på sig selv.
Sangerinden Maud Kofods datter har også været på julemærkehjem. Det kom der en sang ud af. Læs med.
– Men gode råd har som bekendt ikke altid effekt, når de kommer fra forældre, og Felicia begyndte at isolere sig mere i sin fritid, end hun før havde gjort. Hun havde ikke længere samme lyst til at være sammen med sine veninder. Og når man ikke har nogen at være fortrolige med, kan man hurtigt føle sig endnu mere alene, siger Birgitte.
Mobilfri dagligdag
Under Felicias ophold på Kildemose oplevede hun og familien imidlertid, at julemærkehjemmet havde stærkt fokus på sundhed i bredeste forstand. Nemlig dels naturligvis i forbindelse med kost og motion, men også i forhold til det, man kan kalde mental sundhed.
– Når man føler sig sund, er man også motiveret til at gøre andre ting for sin sundhed. For eksempel at opholde sig mere udenfor og dyrke motion i stedet for at sidde på værelset med sin telefon dagen lang, siger Felicia.
Og netop telefonen, som er en trofast følgesvend i tilværelsen for mange børn og voksne døgnet rundt, var sat under betydelig administration.
– Om aftenen havde vi en halv time, hvor vi frit kunne ringe til vores familier. Men om dagen havde vi valget mellem at aflevere simkortet til personalet, sådan at telefonen kun kunne bruges til at spille spil på, eller simpelt hen aflevere telefonen. I begyndelsen afleverede jeg bare simkortet, men senere gav jeg hele telefonen fra mig. Vi blev alligevel aktiveret hele tiden, og der var altid noget at lave sammen med andre. Jeg vænnede mig også til ikke at have den i nærheden. Tidligere har jeg følt, at telefonen lå på bordet og næsten kaldte på mig og bad mig om at blive brugt, fortæller hun.
Læs også: Hele familien fik noget ud af Signes ophold.
Der var dog aldrig fare for, at Felicia kom til at kede sig med sin livlige og kreative værelseskammerat.
– En dag forestillede vi os, at vi var på ferie på Hawaii. Vi havde lagt os på vores dyner, der var anbragt på gulvet som solsenge. Og så havde vi ellers smurt solcreme i ansigterne og taget solbriller og solhatte på. Selv vores bamser havde fået hatte på. Da vi blev hentet af en voksen, gik der lige lidt tid, før vi var klædt om og klar til dagens motion, fortæller hun.
Motionsprogrammet varierede: Nogle dage kunne børnene vælge, om de ville cykle eller gå en tur. Andre dage stod den på forskellige løberuter, og andre dage igen bestemte de voksne, at dagens motion bestod i at gå på trapper.
En ændret pige
Om formiddagen var der tre timers skoleundervisning, og også her sneg sundheden sig ind, når børnene eksempelvis lærte om madpyramiden eller skulle finde danske ord, der havde med motion og sund kost at gøre.
– Vi var også på skift i ”madsnedkeriet”, hvor køkkenpersonalet gav os opskrifter og hjalp os med at lave maden, siger Felicia.
Julemærkehjemmet kan rumme 24 børn fordelt på tre hold, og hver tredje uge ankommer et nyt hold, mens et andet stopper. De børn, der har været på hjemmet i længst tid, hjælper og trøster de nye, hvis de for eksempel får hjemve.
Ophold på julemærkehjem handler ikke kun om ekstra kilo. Læs en dejlig reportage her.
– Atmosfæren og ånden er i det hele taget den, at man accepterer og forstår hinanden. Alle er der for at opnå samme mål. Der er et godt sammenhold og ikke noget drilleri, siger Felicia, der vendte mentalt og fysisk ændret tilbage til sin skoleklasse efter sommerferien.
– Men mine klassekammerater kunne ikke acceptere den person, jeg var blevet til. Nogle begyndte at mobbe og kalde mig ting. Og nu havde jeg lige gennem et halvt år været vant til, at drillerier var ikke-eksisterende, siger Felicia, der af samme grund valgte at skifte skole.
På hendes nye skole er der ikke problemer af den art, og hun kender i øvrigt en del af sine nye skolekammerater i forvejen.
At turde sige fra
Derudover er hun selvsagt vendt hjem til Gørløse med en ny livsstil i baglommen. Og hele familien har taget kost- og motionsrådene til sig.
– Vi er alle blevet klogere. Når det gælder mad, lever vi i højere grad efter kostpyramiden. Vi spiser mere fuldkorn og flere grøntsager, og i butikkerne går vi efter produkter mærket med Nøglehulsmærket. De indeholder mindre fedt, sukker og salt. Desuden spiser vi mindre portioner, men de mætter meget, for vi er aktive, fortæller Birgitte.
Julemærkehjemmet hjalp Steffan. Læs hans historie her.
Felicias storesøster, Celine på 16, har også taget de nye vaner til sig.
– Inden hun tog på efterskole i sommer, brugte hun og Felicia en stor del af deres sommerferie på at træne sammen. For Felicia er det blevet en vane at bevæge sig. Og som familie går vi lange ture sammen hver weekend, siger Birgitte.
Alt i alt har opholdet gjort præcis, hvad det skulle for Felicia. Hun er glad og har på julemærkehjemmet fået nye venner, som hun stadig ser.
– Men den største forandring, der er sket med hende, er, at hun er blevet utrolig dygtig til at sætte ord på, hvordan hun har det. Og hun tør sige fra. Hendes selvtillid er vokset enormt, og hendes ønske om at skifte skole er et godt eksempel, siger Birgitte.
Og så har hun faktisk sat en hel, lille bølge i gang:
– To af mine venner fra den gamle klasse fandt ud af, at de også ville på julemærkehjem. Den ene er der faktisk lige nu, siger Felicia Andersen.
Iben blev mobbet som barn. Nu har hun sejret. Læs om hende her.
