Indtil for nylig var Astrid fra Hedensted kosmetolog, ejer af en skønhedsklinik og chef for fem ansatte. I dag er hun bare mor, men der er ikke noget, der hedder ”bare”, når man som Astrid har en søn på 1½ år, der skal overvåges døgnet rundt, og en datter på snart 3 år. Og at lukke sit livsværk er heller ikke en beslutning, man ”bare” tager.
– Jeg har altid elsket mit arbejde og har aldrig drømt om at være hjemmegående husmor, men det er også en gave at få lov at gå hjemme og tage sig af sine børn, siger 37-årige Astrid Andersen.
Grunden til, at hun lukkede sin klinik og nu helliger sig hjemmet på fuld tid, hedder Christian. Han stavrer rundt i familiens køkken og undersøger nysgerrigt alt, han møder på sin vej. At Christian ikke er helt som andre jævnaldrende, afslører den slange, han har under næsen. Den lille dreng er født med Tracheomalacia – en sjælden luftrørssygdom, der gør, at han har svært ved at udånde luften ordentligt. Derfor ophober der sig langsomt giftstoffer i hans lille krop. Han vokser formentlig fra sygdommen, men på nuværende tidspunkt skal han overvåges alle døgnets timer.
– Christian har brug for at være koblet til en cpap-maskine, der hjælper ham med at trække vejret. I begyndelsen kunne han kun klare fem minutter uden, nu kan han undvære den i tre-fire timer. Siden han blev født, har han haft lungebetændelse 25 gange og er røget ind og ud af hospitaler, så han har mere brug for sin mor end de fleste børn, siger Astrid, der er kæreste med Peter og desuden mor til Olivia.
Læs også: Maria Louise er pilot: Flyver til kaffe hos mor og far
Følte mig utilstrækkelig
Derfor besluttede hun at afvikle sin salon og fyre de fem ansatte.
– Jeg havde hele tiden dårlig samvittighed. Jeg følte mig utilstrækkelig på arbejdet og havde dårlig samvittighed over for mine ansatte, fordi jeg var så meget væk. Og jeg havde dårlig samvittighed over for mine børn, for min datter lider også under at have en bror, der er syg, siger Astrid.
Efter halvandet år med talrige indlæggelser og undersøgelser var hun ved at være slidt ned, og en torsdag aften i april satte hun sig ned og mærkede efter. Hvad var vigtigst? Hendes forretning eller hendes børn? Svaret gav sig selv.
– Allerede fem minutter efter at jeg havde truffet beslutningen om at lukke klinikken, kunne jeg mærke, at det var det rigtige, men jeg var ikke lettet, for det var forfærdeligt at skulle fyre mine ansatte. Jeg følte, at jeg svigtede dem, fortæller Astrid.
En del af identiteten
Hun har altid drømt om at blive kosmetolog. Hendes tante var kosmetolog, og som lille pige var hun fascineret af tantens makeup, cremer og andre skønhedsprodukter. I folkeskolen var hun i erhvervspraktik i en skønhedssalon, og i den blå bog fra efterskolen forudså kammeraterne, at Astrid ville ende i den branche.
Som 19-årig, nyuddannet kosmetolog etablerede hun sig som selvstændig i hjembyen Hedensted, og bortset fra en afstikker til Australien, hvor hun i halvandet år arbejdede i wellness afdelingen på et femstjernet resort, og et smut forbi spaafdelingen på Hotel Vejlefjord, har hun været sin egen chef.
– Jeg dur ikke til sådan noget 8-16-arbejde, for jeg tænker arbejde hele tiden. Hvad kan jeg forbedre i salonen eller lave af nye tiltag? Jeg har været på arbejde døgnet rundt, men jeg kunne jo lide det, siger Astrid og tilføjer: – At være selvstændig kosmetolog har været en stor del af min identitet, og det er underligt at slippe det.
– Man kommer tæt på kunderne i vores branche. Jeg har en kunde, der har fulgt mig i alle de 18 år, jeg har haft salon, og hende besøgte jeg og gav en stor buket blomster, da jeg stoppede. Det var lidt trist.
Se også: Mobbet med sin stemme: Nu synger Mette sig ind i alles hjerter
Overvåges konstant
Allerede ved Christians ankomst kunne man se tegn på, at noget ikke var, som det skulle være.
– Der var mange tegn på, at der var noget galt, men der gik fem uger, før vi fik diagnosen. I begyndelsen var vi bare lettede over, at det ikke var en hjertefejl eller noget andet alvorligt. Det var først senere, at konsekvenserne gik op for os, fortæller Astrid.
Familien måtte ikke komme hjem fra hospitalet, før der var et sygeplejerske-team klar til at følge dem. Christian skulle nemlig overvåges døgnet rundt af en sygeplejerske.
– Det værste var, at jeg skulle overgive min baby til en fremmed om natten, fordi Christian skal overvåges, når han sover, fortæller Astrid.
Siden den 8. marts 2017 har der konstant befundet sig et fremmed menneske i familiens hjem. Går Astrid en tur med barnevognen, følger sygeplejersken med. Klokken 7 og klokken 19 er der vagtskifte. Alle ugens dage. Også juleaften.
– Man vænner sig til det. Efter 14 dage stopper man med at være pæn. Vi kan sagtens hverdagsskændes eller gå rundt i underbukser, selv om der sidder en sygeplejerske på Christians værelse, fortæller Astrid.
Læs også: Kærestepar udskiftede kongeslot med camping
Én dag ad gangen
Christian kan ikke komme i vuggestue på grund af sin sygdom og bliver derfor passet i hjemmet. I første omgang af en ansat barnepige, men nu har Astrid overtaget tjansen og får erstatning for tabt arbejdsfortjeneste af kommunen.
– Jeg kan mærke, at der er kommet mere ro på børnene, efter at jeg traf beslutningen om at lukke klinikken, siger hun.
Astrid kunne have solgt butikken, men har valgt at leje lokalerne ud, så hun selv har mulighed for at starte op igen på et senere tidspunkt.
– Christian vokser forhåbentlig fra sin sygdom og bliver helt rask en dag, men jeg tager det én dag ad gangen og tænker ikke ud i fremtiden, for det kommer der ikke noget godt ud af, siger Astrid.
