Kandis-Johnny på besøg hos Hansi: Vi klikker godt sammen

Onsdag, 1. april 2020
Af Kristian Thorsen. Foto: Niels Henrik Dam
Dansktopstjernen inviteret på skitur til Kitzbühel med slagerkongen Hinterseer.
Kandis-Johnny på besøg hos Hansi: Vi klikker godt sammen
Kandis-Johnny på besøg hos Hansi: Vi klikker godt sammen

Det lignede bare to gode venner, der pjattede sig igennem et par hyggelige dage på ski i Kitzbühel.

Men det var også et par vaskeægte musikstjerner, der havde spændt skistøvlerne på. For Kandis-sangeren Johnny Hansen var blevet inviteret til det østrigske sneparadis af den lokale helt Hansi Hinterseer.

– Han inviterede mig sidste år, for når vi har været sammen, har jeg fortalt ham, at min familie tager på skiferie hver vinter, og jeg er helt vild med Østrig. Den atmosfære dernede med fede løjper og lidt party, det kan jeg godt lide.

Læs også: Naturen og familien inspirerer Hansi Hinterseer

Skønne omgivelser og skønt selskab

Sidste år til Dansktopprisen sagde han, at jeg måtte komme ned og stå på ski med ham. Den greb jeg, fortæller Kandis-Johnny.

For én ting er de skønne omgivelser, en anden er selskabet. Før han blev et slager-ikon, var Hansi Hinterseer blandt verdens bedste i de alpine discipliner med et verdensmesterskab i storslalom som et af højdepunkterne.

– Jeg kan køre på alle pister, men min stil er bestemt ikke lige så god som hans. Det ser godt ud, når han står på ski, fortæller Johnny Hansen, 54, om parløbet med den tidligere verdensmester og nuværende slagerkonge Hansi Hinterseer, 66.

Læs også: Hansi Hinterseer om det særlige forhold til de danske fans

Ski hver morgen

– Jeg står altid op og står på ski klokken halv otte om morgenen, hvis vejret er til det. Det er så smukt i bjergene, jeg elsker det, fortæller Hansi Hinterseer.

Der er stor, gensidig respekt mellem musikerne Hansi og Hansen. Også på ski.

– Han står godt på ski, men han er hurtig, så nogle gange må jeg lige sige, at han skal tage den med ro, fortæller Hinterseer.

Det ser også legende let ud, når humørsprederen Hansi bevæger sig ud i sneen.

Video på hjelmen

Dansktopstjernen har gerne et kamera på hjelmen, når han giver den gas ned ad skibakkerne rundtomkring i Europa.

– Det er sjovt at have nogle videoer. Jeg sagde også til Hansi, at jeg jo kunne vende kameraet om, når jeg kørte fra ham. Men han var altså foran mig det meste af tiden.

– Jeg har lige været med familien i Italien på ski tidligere i år, hvor min søn Nicklas på syv år stod på ski for første gang. Så det har jeg også video af.

– Vi snakkede lidt om musik, men faktisk mest om ski. Han fortalte både om området og om hans egen ski-karriere, siger Johnny.

– Johnny spurgte, om det var en sort piste. Jeg sagde: Den er sort-sort, fortæller Hansi, der er opvokset i de smukke bjerge og kender hvert et sving og hver en bule på pisterne i området.

Læs også: Kandis-Johnny på countrytur i Alanya

Johnny: Skiferie er lige mig

En enkelt Bier blev det selvfølgelig også til.

– Skiferie er lige mig – jeg er A-menneske, der gerne står tidligt op og tager ud på løjperne og i gang. Og så en bøf til aften og lidt rødvin, siger Johnny, der havde været på familie-skiferie i Italien et par uger før Hansi-mødet.

Den stolte østriger viste en bog med billeder fra en stor open air-koncert, han havde holdt i byen.

Læs også: Johnny Hansen: Jeg kan faktisk godt være romantisk

Masser af kærlighed

– Der kunne jeg så fortælle, at min svigermor havde været til stede – hun var taget på bustur fra Danmark for at opleve den. Det syntes han var meget sjovt, fortæller Johnny.Alt handler om skisport i Kitzbühel. Selv hjemmeskoene ligner skistøvler.Schlager-sangeren ville selvfølgelig også gerne vise sin danske makker Kitzbüheler Ski Club, hvor et billede af ham selv hænger på væggen, øverst til venstre. To billeder under ham hænger hans far, Ernst Hinterseer, som har vundet OL-guld i slalom i 1960.

– Hansi er en kanon fyr. Helt nede på jorden, og vi klikker ret godt sammen, han og jeg. Der er noget gensidig respekt mellem os, fortæller Johnny Hansen om sin tur til Kitzbühel, hvor Hansi Hinterseer i to dage fodrede sin danske kollega med indtryk – og lidt kage.

Der er masser af kærlighed mellem de to hitliste-mestre.

Årlig skiferie i fremtiden

– Jeg har været fan af Johnny i mange år. Vi har mødtes mange gange, og jeg lytter tit til hans musik, for jeg kan godt li’ det, afslører Hansi.

Kitzbühel er en fantastisk hyggelig by, hvor Kandis-Johnny bestemt godt kunne finde på at tage familien med til deres årlige skiferie engang i fremtiden.

Læs også: Quiz: Er du hardcore Hansi-fan?