Min mand og jeg har to søde, kærlige og varme skønne sønner, som altid har været vores guld og livsindhold, og som nu er voksne. Vi har altid været der for dem og har også givet dem den støtte, der har været behov for i deres liv for at komme videre til næste udviklingstrin.
De er hver især fint i gang med deres liv sammen med deres kærester, vores svigerdøtre, som vi (heldigvis) også har det meget fint med. Børnebørn er der også kommet, og flere er på vej. Der er både bryllup og barnedåb i vente inden længe.
Alt er godt .... og alligevel er der det gammelkendte dilemma med det at være farforældre mod det at være morforældre med fuldt kendskab til – og erkendelse af – at kvinder ofte er tættere bundet til deres egne forældre.
Læs også: Puks brevkasse: Flabet farmor - synes jeg
Vi havde bare aldrig troet, det skulle blive et dilemma for os, men nu undrer vi os meget over, hvordan især "mormor" har svært ved at give slip på sin "datter" – en adfærd, som ses omkring begge vores svigerdøtre.
Det sker ofte i familie- eller sociale sammenhænge, at "mormor" krænker/overtræder datterens selvbestemmelse, behov, ønsker, måde at passe sit hjem/børn på, interesser m.v., men ingen af svigerdøtrene siger fra ... antageligt fordi de ikke kan. Måske kan det sammenlignes med et (for tæt) venindeforhold, hvor den ældste har magten over den yngste på en grænseoverskridende måde. Det er ikke rart at være en del af eller være vidne til.
Vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at "mormors" døtre er deres guld, som vores sønner er vores guld, men når vi er sammen med dem, opstår de dér reaktionsmønstre, hvor det er meget tydeligt, at der er en psykisk navlestreng, der ikke er klippet over, hvilket er synd for vores svigerdøtre.
Læs også: Puks brevkasse: Mit barnebarn laver fedtpletter i hele huset
I forhold til at passe børnebørn tilbyder vi os så meget, det overhovedet kan lade sig gøre, men ... det er sjældent, det er muligt. Vi lærer jo ikke vores børnebørn at kende, fordi vi ikke får lov, og i stigende grad har opfattelsen af, at vi ikke dur. Det synes også at blive sådan med kommende børnebørn, da "mormor" virkelig er så meget på.
Det at være farforældre på den måde er vi virkelig kede af, måske mest mig som farmor, da min mand ikke ser kvindernes adfærd på samme måde. Som han siger, så har han jo sine drenge. Det har jeg også .... jeg er jo også mor for dem, selv om de "bare er drenge."
Jeg har talt med andre farmødre om ovenstående dilemma og får mest det svar, at jeg skal nøjes med det, jeg kan få. Og nej, der er ikke tale om jalousi.
Når alt det er skrevet, så er jeg så følelsesramt af det med min ked-af-det-hed, at jeg faktisk har den største lyst til at trække mig fra det hele .... du ved, når det påvirker nattesøvnen og alt muligt, så skal der ændres på noget, for jeg magter ikke at blive ved med at være farmor på den måde.
Farmor dur ikke
Læs også: Brev til Puk Elgård: Vi er kun farmor og farfar - mormor er altid den foretrukne
Kæreste Farmor dur ikke
Jeg mærker din sorg og din ensomhed. Farmor dur! Selvfølgelig gør du det.
Læs også: Mormor skriver til Puk Elgård: Kan ikke give flotte gaver, som farmor og farfar kan
Jeg har selv set eksempler på det, du beskriver. Det er vist en ret almindelig problematik. Det gør det selvfølgelig ikke mindre smertefuldt. Jeg kan fortælle dig, at i de familier, jeg personligt kender, hvor morbedsteforældrene fylder meget, er børnene faktisk ikke med på vognen. Børnene elsker deres farbedsteforældre lige så højt. Det kan godt være, mormødrene fylder meget, men farmødrene er til gengæld rolige og måske også mere eksotiske og spændende, netop fordi de ikke har helt samme opdragende effekt som mormødrene.
Du skal bare blive ved med at slås for din plads. Du skal bestemt ikke trække dig.
Læs også: Puks brevkasse: Moderne mødre er så pylrede
Hvad angår indbyrdes forhold mellem mødre og døtre, så ville jeg holde mig fra den ligning, hvis jeg var dig. Det er noget kompliceret halløj. Det må mødre og døtre selv finde ud af, men fortsæt med at byde dig til. Alle bedsteforældre er guld værd.
Nu ved jeg ikke, hvor gamle børnebørnene er, men så snart de er store nok til at være alene uden far og mor, så er det lettere at komme tæt på dem. Jeg synes, du skal tale med dine sønner. Spørg, om I kan lave nogle faste aftaler for, hvornår I kan se jeres børnebørn. Det kan godt være, at mødre og deres døtre har et stærkt bånd, men mødre og deres sønner, uha, det er også en særlig forbindelse. Hold lidt fast i dine sønner. Fortæl dem, hvor meget du elsker deres børn. Jeg tænker, dine drenge kan hjælpe dig.
Og ellers ville jeg såmænd troppe op. Ikke på den irriterende måde, men få nogle aftaler i hus. Ind i kampen, farmor. Du er vigtig for dine børnebørn.
Stort kram fra Puk (som selv skal være farmor engang, og som har lært noget af dit brev. Tak for det.)
Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet tager for meget hensyn
