Myndighederne gjorde Karoline fortræd: Nu får hun sin undskyldning

Om hun så bliver 100 år, kommer Karoline Olsen aldrig til at forstå, hvorfor hendes liv skulle ødelægges, siger hun.

Nu er hun blevet 92 år, så chancen for at Karoline kommer til at forstå og acceptere, hvorfor den danske stat havde lov til at tvangssterilisere hende, da hun var ung, er meget lille.

Karoline er ikke den eneste, der ikke fik lov til at få børn. Hun er en ud af 11.000 danskere, der blev tvangssteriliseret i årene 1934 til 1967.

Det blev hun, fordi hun blev stemplet "åndssvag". Og dengang mente vi, at "den slags mennesker" ikke skulle have ret til at føde børn og på den måde fordærve samfundet.

Hendes eneste fejl var, at hun ville bestemme over sit eget liv – derfor måtte hun flygte til Sverige, og det er her, hun blev gift, fik arbejde og blev plejemor for andre børn. Og her hun nu er blevet gammel og alene – og her hun stadig håber på, at Danmark vil give hende en undskyldning for at have ødelagt hende.

Karoline blev født i 1930 i Jelling sogn. Hun var nummer fire i en flok på fem. Hendes forældre arbejdede som daglejere på gårdene i omegnen. Det var et fattigt hjem, men de holdt skindet på næsen.

Indtil Karolines mor mistede et barn kort efter fødslen. Noget indeni hende gik i stykker, og Karolines mor blev aldrig den samme igen. Karoline og hendes søskende kom på Bredballe børnehjem. Da var Karoline seks år gammel.

En næsvis pige

På det tidspunkt fandtes der en særlig jysk udgave af en fransk intelligenstest. Denne test var blevet udviklet af en overlæge fra Brejninge Åndssvageanstalt. Denne intelligenstest afgør, om børn skal anbringes på en åndssvageanstalt, eller om de skal placeres på et almindeligt børnehjem.

Karoline klarer sig igennem testen med en IQ på 80. Grænsen for åndssvaghed er sat til 75 af den gode overlæge, så prøven viser, at Karoline altså ikke er åndssvag.

– Vi gik i skole på Bredballe børnehjem: 2 år i 1. klasse, 2 år i 2. klasse og 2 år i 3. klasse. Så gik tiden på den måde, som Karoline bemærker.

Hun må have brugt tiden godt, for papirerne viser også, at hun både kan gange og dividere og læse. Det eneste, der er i vejen med Karoline er, at hun er en pige, der godt kan være lidt næsvis – og det er farligt.

Da hun skal konfirmeres, bliver hun testet igen – og denne gang ligger hendes intelligens lige på 70, som er grænsen for, hvornår man er åndssvag. Hun bliver ikke sendt til åndssvageanstalten, men bliver sendt ud i arbejde.

Hun får en plads som pige på et hvilehjem, og her lærer Karoline en alvorlig lektie: Man må bestemt ikke være næsvis.

Lederen af hvilehjemmet mente ikke, Karoline var særlig god til husarbejdet og kort efter blev Karoline kaldt for åndssvag og sendt til Brejninge.

Andre piger ville bare være blevet fyret og kunne have søgt en ny plads. Nu havde diagnosen indhentet Karoline, og så kunne det næsten kun gå en vej.

– Jeg svarede igen, sagde de. Jeg skulle tie stille og stoppe strømper. Jeg havde længtes hjem i mange år, men fik ikke lov at komme hjem. Nu var jeg 15 år og havde lyst til at pjatte og være glad, bare engang imellem, men det måtte man ikke. Arbejdet skulle passes, jeg gjorde rent, og jeg var god til det. Det vidste jeg, og det stod i mine papirer.

Jeg blev ødelagt

Men det var bare ikke nok. Nogen skrev i Karolines journal, at Karoline kunne falde på at interessere sig for mænd. Karolines faster, der var hendes værge, skrev under på papirerne, og en dag i 1948 sker det, der ødelægger Karoline for livet.

– Jeg blev hentet i anstaltens store bil og troede først, jeg skulle hjem og besøge min far. Det var jeg glad for. Vi kørte op og holdt foran det store sygehus i Vejle, og så tænkte jeg, at jeg måske skulle have fjernet blindtarmen. Ingen svarede på mine spørgsmål, men det gjorde de jo aldrig alligevel, og selv om jeg strittede imod, blev jeg bedøvet. Da jeg vågnede op, var jeg ødelagt, siger Karoline.

Der er gået næsten 70 år, men for Karoline er det stadig svært at tale om. Det bliver aldrig let at fortælle, hvordan det er at vågne op og finde et kæmpe ar midt på maven. Det er ikke til at forstå for Karoline, at nogen kunne finde på at tvangssterilisere hende.

Fra den dag var Karoline ikke længere en god og glad pige. Hun blev tvær, og hun begyndte at stikke af. Hun havde sat sig i hovedet, at hun ville bestemme over sig selv – og det var bestemt ikke tilladt.

Nu, hvor Karoline var blevet steriliseret, bestemte øvrigheden, at hun da kunne komme i familiepleje. Det betød, at Karoline kom ud til en gårdejer, hvor hun kunne slide og slæbe uden løn – det var gårdejeren, der skulle have penge for at have hende. Hun blev sendt fra det ene sted til det andet.

– Jeg lærte at passe på herren i huset. De troede gerne, at pigen skulle stå til rådighed nat og dag. Jeg stak af, og så hentede politiet mig igen, så til sidst sendte de mig ud på øen, siger Karoline.

Sprogø

"Øen" var Sprogø, der ligger i Storebælt. I dag kører vi henover øen i bil eller tog. Da Karoline blev tvangsanbragt derude i 1951, var det en rigtig ø. Her skulle hun være på ubestemt tid for at "falde lidt til ro".

Her var andre piger som hende, og her var piger, der var kriminelle, men en ting havde de til fælles: De kunne kun komme væk fra øen, når myndighederne hentede dem igen.

Også her var Karoline vred og kæmpede for retten til at gå en tur, retten til at sige hvad hun mente, i det hele taget retten til at være et frit menneske.

Derfor blev hun spændt fast og kom i isolation flere gange. Året efter kom hun tilbage til Jylland, men forsorgen fortsatte med at holde øje med hende: De sætter hende i nye pladser, og Karoline stikker af. Hun bliver god til det.

Efterhånden får politiet sværere og sværere ved at finde hende og i 1958 er hun faktisk godt tilfreds med sit liv: Hun er 28 år og i en god plads på et hotel i Aalborg.

Hun klarer sig og tjener sine egne penge, og forsorgen har hun ikke hørt fra længe. Og så sker der noget helt nyt i hendes liv:

– Jeg møder Sven. Han er fra Sverige og er lastbilchauffør. Han er en god mand, og selv om jeg fortæller ham om mit liv, er han ligeglad. Han vil have mig, og han vil giftes og have mig med hjem til Sverige, men jeg er bange, for jeg må jo ikke forlade min plads, uden at forsorgen ved det, så jeg stikker af igen og kommer til Sverige, Svend – og friheden.

Karoline fandt ham, hun selv kalder " en god mand". Hun husker angsten for at fortælle ham, at de aldrig ville kunne få børn sammen.

– Han kom selv fra en børnerig familie og jeg så, hvordan han tumlede med de små, men til mig sagde han, at det ikke var nødigt at få børn selv. Bare han kunne få mig, siger Karoline.

Børnene hun ikke fik

Sådan blev det. Svends familie kom til at holde af pigen fra Danmark, men de fik aldrig at vide, at Karoline var opvokset på et børnehjem, og at hun havde vært på åndssvageanstalt.

De fik heller aldrig at vide, at Karoline var blevet tvangssteriliseret. Karoline skammede sig, uanset hvad Svend sagde. Det skulle forblive deres hemmelighed.

Et par år efter brylluppet skrev Karoline til de danske læger på Brejninge og spurgte om muligheden for at blive reopereret, men det var ikke muligt, svarede de. Hun måtte være glad ved, at hun havde fået en god mand.

Alligevel blev Karoline og Svend sommerplejefamilie for flere små svenske børn, der selv havde det svært. Svenskerne syntes nemlig ikke, der var noget galt med Karoline, og det mente børnene vist heller ikke.

I hvert fald har Karoline fotoalbum fulde med billeder af børn, der er gået gennem hendes liv. Bare ikke hendes egne.

Nu sidder hun i en pensionistlejlighed i Sverige. Svend er død for nogle år siden, og hun har kun de to små hunde tilbage. På væggene hænger billeder af Karoline som konfirmand og brudeparret svend og Karoline.

Der er pænt og ryddeligt overalt – her får en krumme ikke lov at ramme gulvet, inden den er fejet op og lagt i skraldespanden.

Da Karoline blev alene, tænkte hun, at nu var tiden inde til at gøre noget ved den uret, der var overgået hende.

Hun har læst i aviserne, at den svenske stat, der også har tvangssteriliseret uvidende kvinder, har givet kvinderne en undskyldning og en erstatning.

Karoline, som nogle kaldte en sinke og åndssvag, fandt papir og blyant frem i 2010 og skrev et brev til den danske stat og myndighederne.

Hun fortalte også sin historie til de danske aviser, og der blev stort røre. "En forfærdelig historie "sagde politikerne, "det må vi gøre noget ved", sagde nogle andre. Mere skete der ikke.

Det er åbenbart svært at give en undskyldning for at ødelægge andre menneskers liv. Men Karoline venter stadig. Hun venter ikke på erstatning, hun venter på, at det officielle Danmark siger undskyld. Hun venter på, at hun ikke længere skal skamme sig og skjule sin fortid.

Regeringen meldte i marts 2023 ud, at alle dem, der har været udsat for sær- og åndssvageforsorgens institutioner, ville få en undskyldning i maj. Datoen blev efterfølgende rykket til august og senest til september. Den 11. september 2023 fik Karoline endelig en undskyldning fra regeringen. Nu har hun stævnet staten i håbet om at få økonomisk erstatning: