Opskrifter

Indbagt laks med rejefars

Onsdag, 23. maj 2018af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina Krüger. Foto: Carina Krüger.
Indbagt laks er en skøn spise, og denne lille pakke indeholder ikke blot laks, men også rejefars og en lækker porrecreme. Bon appétit!

Ingredienser til indbagt laks med rejefars:

(4 pers.)

170 g rå kæmperejer
Salt og peber
1 æg
1 tsk. majsstivelse
1 spsk. citronsaft
2 porrer
¾ dl piskefløde
1 rulle butterdej
500 g laksefilet uden skind og ben

Prøv også: Læseropskrift: Indbagt laks og sej

Fremgangsmåde:

Blend rejerne med lidt salt og peber, til de er helt findelte.
Pisk ægget sammen.
Blend citronsaft, majsstivelse og halvdelen af ægget med rejerne, gem resten til pensling.
Snit porrerne fint og kog dem i ½ dl vand, til vandet er kogt væk.
Tilsæt fløde og kog, til fløden ligger cremet omkring porrerne. Smag til med salt og peber.
Lad porrecremen køle lidt af.
Rul butterdejen ud til ca. 40 x 25 cm.
Skær dejen i 8 lige store stykker. Læg 4 stykker på en plade med bagepapir med god plads imellem dem.
Læg et stykke laks på hvert og skub den tynde ende ind under stykket, så fisken er nogenlunde lige tyk over det hele.
Smør rejefars over laksen og fordel porrecremen ovenpå.
Skær med en lille, skarp urtekniv ½ cm brede snit i de sidste 4 stykker butterdej.
Læg snittene lidt forskudt af den sidste bane. Træk lidt i siderne, når dejen er skåret færdig, så den udvider sig i et net.
Pensl æg rundt om laksen og læg nettet henover. Tryk det godt sammen i siderne.
Pensl nettet med æg.
Bag de indbagte laks ved 180° i 20-25 min., eller til de er lysebrune.
Servér pakkerne som hovedret med en skål frisk salat til.

Se også: Kyllingeboller i ekstra krydret karry