Opskrifter

Chokoladehorn med creme

Torsdag, 14. februar 2019af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina Krüger. Foto: Carina Krüger.
Mangler du lidt godt bagværk til kaffen? Så prøv disse lækre chokoladehorn med kagecreme, der altid kalder på én mere...

Ingredienser til chokoladehorn:

(16 stk.)

Dej:
100 g smør
25 g gær
½ dl lunken vand
2 dl yoghurt
1 æg
100 g sukker
½ tsk. salt
50 g kakao
Ca. 450 g hvedemel

Prøv også: Nutellahorn

Kagecreme:
1 spsk. vaniljesukker
50 g sukker
35 g majsstivelse
1 æggeblomme
2½ dl sødmælk el. fløde

Pensling og pynt:
1 æg
50 g mandel- el. hasselnøddeflager

Se også: Chokoladeboller

Fremgangsmåde:

Dej:
Smelt smørret.
Opløs gæren i vandet, tilsæt yoghurt, æg, sukker, salt, kakao, det smeltede smør og det meste af melet.
Ælt det hele godt sammen til en blød og smidig dej og tilsæt evt. mere mel til under æltningen, men kun til dejen lige akkurat kan slippe fingre eller dejskål.
Lad dejen hæve tildækket i 45 min.

Kagecreme:
Pisk vaniljesukker, sukker, majsstivelse, æggeblomme og mælk sammen i en lille gryde.
Kog op under konstant piskning. Kog cremen godt igennem og lad den køle af. Rør ofte, så den ikke trækker skind.

Prøv også: Appelsintærter med mandler

Horn:
Del dejen i to og rul hver ud til en cirkel på ca. 30 cm i diameter.
Skær hver cirkel i 8 stykker som en lagkage.
Læg en god skefuld creme på hvert stykke i den brede ende.
Rul hvert stykke løst sammen til horn og læg dem på plader med bagepapir.
Pensl dem med sammenpisket æg og drys med mandel- eller nøddeflager.
Lad hornene efterhæve 30 min.
Bag hornene ved 180° i 12-15 min., eller til de er gennembagte, og nødderne er gyldenbrune.
Lad dem køle af og servér dem friskbagte og gerne lune. De kan altid efterfølgende lunes i ovnen.