Porregratin med skinke

Porregratin serveret med skinke, sennep og kartofler eller rugbrød.
Af
af Christine Bille Nielsen
Porregratin serveret med skiver af skinke, sennep og kogte kartofler eller rugbrød

Ingredienser til porregratin med skinke

(4 pers.)
3 spsk. smør + lidt ekstra
1-2 dl rasp
3 store porrer
Salt og peber
¾ dl hvedemel
2 dl mælk
3 æg

Tilbehør:
200 g kogt skinke
Sennep
Kogte kartofler eller rugbrød

Alternativ til porregratin med skinke: Burger med græskarbøf

Fremgangsmåde

Smør et stort ovnfast fad med smør og drys det med rasp.
Skær porrerne i tykke ringe og skyl dem grundigt. Kom dem i en gryde, drys med lidt salt og kom 3 dl vand i bunden. Kog porrerne i ca. 5 min. Gem kogevandet og lad porrerne dryppe af i en sigte.
Lad smørret bruse op i en gryde, tilsæt melet og rør det grundigt sammen. Spæd med først 2 dl porrevand og siden med mælk, til du får en tyk, blank sauce. Lad saucen koge i 5 min. under omrøring. Tag den af blusset og lad den køle lidt af.
Del æggene og pisk hviderne stive. Rør æggeblommerne i saucen og smag til med salt og peber. Vend æggehviderne i saucen og vend derpå porrerne forsigtigt i dejen. Bred dejen ud i fadet. Drys med rasp og dryp med små klatter smør. Bag gratinen i 20-30 min. ved 180°, til den er gennembagt, sprød og lysebrun på toppen.
Servér gratinen med skinke, sennep og kogte kartofler eller rugbrød.

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.