Puks brevkasse: Gå med jeres hunde i snor et andet sted

Onsdag, 26. oktober 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læseren tager et emne op, som tidligere er blevet nævnt i Puks brevkasse. Emnet omhandler hundeejere, og måden de opfører sig på over for andre hundeejere. Læs hele brevet nedenfor. 

Jeg er nødt til at spørge ind til dit svar til en læser, som er frustreret over, at hundeejere ikke kan kalde deres hunde til sig i hundeskovene.

Hvorfor er det så vigtigt for hundeejere, som ikke ønsker, at deres hunde skal lege med andre, at færdes præcis på de bittesmå områder, kaldet hundeskove, og som er beregnet til, at hunde kan løbe frit?

Kan I ikke bare gå med jeres hund i snor et andet sted?

Jeg kender reglerne, men synes, det er urimeligt og forkert at forlange, at hunde skal lytte efter deres ejere samtidig med, at de er overstadigt glade for endelig at få lov at lege med artsfæller. De fleste hunde lukker ned for andre sanser i den situation.

Kan vi, der gerne vil give vores hunde den oplevelse, ikke få lov at have de små områder i fred? Det ødelægger ens humør med evindelig skældud, selv om det ikke er én selv, det går ud over.

Vi gør det så godt, vi kan, vi tager gerne hensyn, men det er ikke i orden at forlange 100 procent lydighed af hunde, som leger, og få skældud ved hver eneste svipser.

Det er i forvejen dybt urimeligt, at hunde skal leve hele deres liv uden at komme længere end otte meter fra deres menneske.

Det med hunde i snor og absolut kontrol er gået fuldstændig i selvsving efter min mening. Og det giver så mange adfærdsproblemer for hundene, at de aldrig får mulighed for sund omgang med hinanden.

Det er naturligt for hunde, der mødes, at afstemme med hinanden – det tager ganske kort tid, men så snart, der er lyd på den afstemning, griber ejerne ind og skiller hundene. Det er så synd og frustrerende for hundene.

Kris.

Kære Kris.

Det er et godt spørgsmål og vigtigt, at vi diskuterer det. Vi kan begynde med at kigge på os hundeejere, for vi kan så absolut have korte lunter.

Hundeopdragelse er et lige så sprængfarligt emne som børneopdragelse, og det er vores opgave at tale ordentligt.

Vi må alle bidrage til den gode stemning i hundeskoven, hvis det er der, man vælger at lufte sin hund.

Jeg tror, det indimellem går galt, hvis man som ejer ikke får sat sig helt ind i, hvilken hund det er, man har anskaffet sig.

Hvis man pr. definition tænker, at alle hunde er sociale og elsker at lege og møde andre hunde, så tager man fejl. Hunde er ikke bare hunde.

For nogle hunde er det meget anstrengende med nye hunde i ”eget område.” Det kan ende i slagsmål og utrygge hunde, der gør og bider.

At være hundeejer er et stort ansvar, og man skal sætte sig grundigt ind i, hvilken hund man har. Både hvad angår race, men også hundens personlige historik.

En anden ting, der kan komplicere den gode stemning i skoven, er uopmærksomhed. Jeg ser så mange, børn og voksne, der kigger ned i telefonerne, mens de går, og så mister man fokus på hunden, og pludselig er den løbet væk eller hen til en anden hund eller menneske, der ikke bryder sig om, at den kommer spurtende.

Kig op og ikke ned (også en note til mig selv). At færdes på offentlige områder er alles ansvar. Rigtig ofte går det godt. Hunde får nogle dejlige ture, hvor de leger sammen, men de få eksempler, hvor ejeren ikke kan styre sin hund, som skambider eller kommer i alvorligt slagsmål, ødelægger det for de andre.

Med hensyn til om man ikke bare kan nøjes med at lade hundeskov være for hundeejere, kan det f.eks. ikke lade sig gøre her, hvor jeg bor.

Skoven bruges af børnehaver, mountainbikere, gæster, der holder fødselsdag og tænder bål, og folk, der bare vil spadsere en tur.

Og også hundeejere, der gerne vil gå med deres hund i snor, hvilket der kan være mange grunde til.

Min egen oplevelse er, at de allerfleste dårlige oplevelser ville kunne være undgået, hvis man var på forkant. Hvis man kalder sin hund til sig, før man drejer om et hjørne eller går op ad en bakke, eller lige når man møder andre og får øjenkontakt.

Kald din hund til dig, og tjek ind med den anden hundeejer. Er det her en okay situation? Jeg synes, du har ret i, at man ikke kan være 100 procent fejlfri, og der sker svipsere, men jeg mener, det er et minimumkrav, at man har styr på indkald, hvis man slipper sin hund løs.

Det er ikke synd for hunden, at den er opdraget. Det er trygt for både hund og ejer. Som alle mulige andre steder, hvor vi mennesker færdes, må vi tilpasse os andre.

Ingen steder, hvor vi er mange samlet, kan det kun gå efter vores eget behov. Heller ikke i hundeskoven.

Men tak for at bringe emnet på bane og holde den gode tone. Lad os endelig få snakket om det. Jeg ved, det optager rigtig mange.

Vuf og mange hilsner fra Puk, der også øver sig som hundeejer hver eneste dag.