Anja har tabt 44 kilo: Jeg drak to-tre liter cola hver dag

Mandag, 20. januar 2020
Af Vibeke C. Larsen. Foto: Gregers Kirdorf
Som teenager søgte Anja trøst i chips, slik og cola, og da hun blev voksen, var colaen stadig hendes trofaste følgesvend. Den sukkerige drik var også medvirkende til, at Anjas vægt ramte 100 kilo, men det var først, da hun så ordene ”ekstremt fed” i lægens journal, at sandheden gik op for hende. Nu er hun med i konkurrencen om at blive Årets Taber 2020.
Anja har tabt 44 kilo: Jeg drak to-tre liter cola hver dag

Når resten af familien sov, stod Anja Nørreløkke Møller op og begav sig ud i køkkenet, åbnede køleskabet og fandt cola-flasken frem. Rutineret skruede hun proppen af og lod den sukkerholdige drik glide ned i halsen. Anja kunne ikke sove en hel nat, fordi kroppen krævede cola, og når hun vågnede klokken seks, drak hun cola igen.

– Jeg drak tre liter, måske mere, cola om dagen. Hvis jeg ikke fik min cola, fik jeg hovedpine og rysteture. Jeg var cola-narkoman og blev helt febrilsk, hvis vi ikke havde cola i huset, siger 45-årige Anja.

Læs også: Minus 34 kilo på et år

Løj over for sig selv

Hun er blot 150 cm høj, og da vægten toppede, vejede hun 100 kilo. Anja tager sin telefon frem og kigger billederne igennem for at finde et billede fra dengang. Det er ikke så nemt.

– Det overrasker mig faktisk, at der ikke er flere billeder, for jeg tænkte ikke over, at jeg vejede for meget. Alligevel kan jeg se, at jeg altid stillede mig bag ved de andre på billederne, så i min underbevidsthed har jeg været klar over det. Det er skræmmende, at jeg kunne lyve over for mig selv, siger hun.

Fandt trøst i kalorierne

Gennem sin barndom var Anja slank, men da hun ramte teenageårene og blev mobbet med sin højde og ordblindhed, fandt hun trøst i kalorierne.

– Jeg havde dårligt selvværd, og cola, slik og chips blev mine venner. Jo mere jeg spiste, desto gladere blev jeg, mindes Anja.

Da hun var midt i tyverne, havde hun taget 30 kilo på og vejede omkring 80 kilo. De skulle tabes igen, så Anja droppede sine usunde venner.

– Jeg greb det helt forkert an, fordi jeg forbød mig selv alle de ting, jeg godt kunne lide. Så faldt jeg i og tog det hele på igen, siger hun.

Læs også: Tabte 35 kilo uden at tælle kalorier

En velsmurt yoyo

I mange år kørte Anjas vægt som en velsmurt yoyo – op og ned gik den, og det var med renters rente, så nålen på vægten bevægede sig stødt opad.

– Det var et nederlag, hver gang jeg tog på, og så søgte jeg igen trøst i slik og cola. Jeg var glad i minuttet, men bagefter var jeg ked af, at jeg var faldet i, forklarer Anja.

Hun mødte sin mand Poul og blev for 18 år siden mor til tvillingerne Line og Cecilie.

– Jeg mødte Poul i en af mine slanke perioder, men han har aldrig kommenteret min vægt. Han har støttet mig, når jeg ville tabe mig og haft det dårligt, når jeg tog på igen.

Tvillinge-graviditet

Anja tog kun 14 kilo på under sin tvillinge-graviditet, men med et kolikbarn, der skreg om natten, og en søster, der var vågen om dagen, blev det ikke til meget søvn til deres mor, og så var der ikke langt hen til slikskabet.

– Der røg mange kilo på i den periode, og det gik stærkt, husker Anja.

Hun gik hjemme i tre år med pigerne, og derfra var skridtet til at blive dagplejemor ikke stort.

– Mit arbejde havde den fordel, at jeg arbejdede alene, så når børnene sov til middag, kunne jeg slå mig løs med slik og cola, fortæller Anja.

Læs også: Majken tabte 40 kilo: Jeg vil gerne være Davids mor længst muligt

Grønne madvaner var en mangelvare

I hjemmet i Lund uden for Horsens stod menuen ofte på kød, sovs og kartofler og ikke så meget af det grønne.

– Jeg er gift med en mand, der ikke spiser grøntsager, så jeg gad ikke lave det til mig selv, men det har ændret sig. Jeg vil også gerne give mine børn nogle ordentlige madvaner med sig, siger Anja.

Ekstremt fed

I mange år levede Anja fint med sin overvægt. Hun havde vænnet sig til, at hun ikke kunne tumle med børnene i den vuggestue, hvor hun er pædagogisk assistent. Det var først i marts 2018, at alvoren gik op for hende. Hun havde været indlagt på grund af mistanke om meningitis og ville tjekke sin lægejournal på nettet. I journalen havde lægen noteret ”Patienten er ekstremt fed”. Ordene ramte Anja som et kølleslag.

– Min første tanke var: ”Det mener han ikke”. Selv om jeg godt vidste, jeg var buttet, så jeg ikke mig selv som ’ekstremt fed’, men lægen havde jo ret. Jeg blev sur på mig selv over, at jeg sådan havde ladet stå til, og jeg besluttede mig for, at det skulle være slut. Jeg ville ikke have siddende på mig, at jeg var ekstremt fed, fortæller Anja.

Læs også: Stort vægttab: Diana tabte 114 kilo

Cola-misbrug og 150 kroners slikforbrug

Første skridt var at trappe ud af cola-misbruget. Det tog seks uger, og der var dage, hvor humøret var i bund, fordi kroppen skreg på sukker.

– I begyndelsen følte jeg mig meget træt, fordi der er koffein i cola, men nu føler jeg mig friskere, siger Anja.

Familien bakkede hende op. Der kom flere grøntsager på bordet, og fredagsslikken i 150 kroners klassen blev kraftigt beskåret, og nogle fredage helt droppet. Hun begyndte at løbe med sin far, og foreløbig er det blevet til to halvmaraton-løb, og fem mere er planlagt.

Alternativ til cola

Foran Anja står en sukkerfri icetea, for hun rør ikke sodavand med sukker.

– Icetea er blevet min erstatning for cola. Jeg får samme tilfredsstillelse ved at drikke den, men jeg får ikke sukkeret, som er vanedannende for mig, siger hun.

I løbet af 2018 tabte Anja ved egen viljestyrke 30 kilo, men da vægten stod stille, kontaktede hun en diætist.

– Jeg var bange for, at jeg skulle falde i igen. Diætisten hjalp mig med at finde et alternativ til cola, fordi jeg savnede den tilfredsstillelse, som colaen gav mig, siger Anja.

Læs også: Store vægttab: Mor og datter tabte over 100 kilo

Spiser med måde

Diætisten hjalp hende også til at anrette portionerne anderledes, så der kom flere grøntsager og mindre kød, sovs og kartofler på tallerkenen.

– I stedet for at nægte mig selv alle de ting, jeg godt kan lide, som jeg tidligere har gjort, spiser jeg i dag med måde. Nydelsen er den samme, selv om jeg spiser mindre, konkluderer Anja.

Glad for spejlbilledet

I dag viser vægten 56 kilo. Anja har fået opereret sit overskydende maveskind væk og kan igen tumle med børnene i vuggestuen.

– Jeg er blevet gladere og mere udadvendt, men havde jeg ikke set lægens ord i min journal, var jeg bare blevet ved med at leve, som jeg gjorde, og så var jeg endt med at veje 270 kilo, ligesom dem man ser i tv-programmerne, siger hun.

Og cola, det drikker hun aldrig.

– Jeg kan faktisk ikke lide smagen længere.

Læs også: Christina tabte 62 kilo