Andrea blev ikke forstået: Høj begavelse er ikke kun en gave

Andrea Kastberg Rasmussen virkede umiddelbart glad for at gå i skole på Sct. Michaels Skole i Kolding. Selv hendes mor, Dorthe Kastberg, var af den klare opfattelse, at hun trivedes – modsat hendes storebror, Magnus, og lillesøster, Vilma, der begge havde vist tidlige tegn på mistrivsel.

– Så jeg var overrasket, da Andrea i 4. klasse begyndte at tale om, at hun ikke ville i skole, og i stigende grad var tydeligt frustreret, husker 42-årige Dorthe.

Andrea, som i dag er 12 år, husker sin situation således:

– Jeg prøvede at passe ind, men jeg følte mig overset. De andre børn forstod ofte ikke, hvad jeg sagde. Jeg kunne fortælle jokes eller komme med sjove fakta, og klassekammeraterne ville reagere ved bare at kigge på mig og gå deres vej. Jeg går meget op i natur, men hvis jeg for eksempel sagde noget interessant om dyr, planter eller fotosyntesen, gloede de underligt og spurgte, om ikke vi skulle lege fangeleg.

Dorthe havde ellers allerede på det tidspunkt en vis erfaring, når det handlede om ondt i sjælen hos hendes egne børn. Og det hele skulle vise sig at hænge sammen i en udstrækning, hun aldrig havde forestillet sig.

– Det begyndte med Magnus, som i dag er 15 år. Som lille mistrivedes han og udviklede angst, men ingen troede rigtigt på, at en dreng på fire år kunne have angst. Vi mistænkte derfor, at der kunne være tale om autisme, fortæller Dorthe, som oprindelig er uddannet skolelærer.

Hun valgte imidlertid at videreuddanne sig til psykoterapeut for bedre at kunne hjælpe sit barn.

– Det blev startskuddet til min syv år lange periode som selvstændig børn- og ungeterapeut med speciale i høj begavelse.

Kreativitet og følelser

Som det har vist sig ved intelligenstests, bunder problemerne nemlig i, at alle Dorthes børn er højtbegavede. Fællesskabet Gifted Children definerer høj begavelse som en IQ på mindst 125.

– Det er ikke udelukkende en gave at være et højtbegavet barn, og ofte bliver de ikke forstået. Magnus kunne løse vilde matematikopgaver som fireårig, og han lærte sig selv at læse numrene på byens busser. Det fik af og til folk til at formane mig om, at jeg ”ikke skulle pace ham”.

Tilsvarende forestiller de færreste sig de trivselsproblemer, børnene risikerer at få i skolen.

– Da Vilma havde gået i skole i 14 dage, spurgte hun mig, om det ikke var meningen, hun skulle lære noget. Hun var den direkte årsag til, at jeg slog mig sammen med en familie, som ligeledes havde højtbegavede børn i mistrivsel. Vi besluttede simpelthen at starte vores egen skole, og vi fik to personer mere med på vognen.

Hermed begyndte en møjsommelig arbejdsproces, der omfattede ansøgning til Undervisningsministeriet, informationsaftener, udformning af pædagogisk fundament og jagt på de rette lokaler. Og i sommeren 2024 var Inge Lehmann Skolen i Taps ved Kolding klar til at undervise sine første elever.

– Allerede under vores arbejde med at etablere skolen spurgte Andrea mig, om hun ikke lige så godt også kunne komme til at gå der. Hun var med til nogle arbejdsdage og mødte dermed nogle af de andre kommende elever. Og hun klikkede straks med dem, husker Dorthe.

– Jeg kunne mærke, at jeg ikke hele tiden skulle forklare mig, som jeg var nødt til at gøre over for klassekammeraterne på den anden skole, tilføjer Andrea.

Hun blev nu testet og viste sig at have en samlet IQ på 127.

– Andreas begavelse er anderledes end mine andre børns og bevæger sig i højere grad i det kreative og følelsesmæssige felt. Matematikken har aldrig været hendes store nummer, men hun var meget tidligt dygtig til puslespil. Og hun var et rent leksikon, når det handlede om dyreriget og dinosaurtiden.

At spejle sig i andre

På Sct. Michaels Skole var hun desuden kendt for at skrive stile, der næsten var hele romaner.

– Jeg skrev dem i hånden, hvor mine klassekammerater foretrak at bruge computer. Jeg blev tit bedt om at læse stilene op i slutningen af timen. Men jeg kunne mærke, at det irriterede de andre, fortæller Andrea.

Da Inge Lehmann Skolen åbnede i 2024 var det både med Vilma og Andrea som elever.

– Og da Andrea efter to måneder fortalte mig om, hvordan hun nu var i stand til at sænke skuldrene og bare være sig selv, tudede jeg simpelthen, fordi jeg for alvor forstod, hvor frustreret hun havde været, siger Dorthe.

Blot tre uger efter åbningen sagde skolelederen op.

– Det ville måske nok være muligt at finde en ny leder udefra, der kunne se visionen bag det hele, men vi har at gøre med en gruppe af børn, der kræver en særlig forståelse, og det tog jeg konsekvensen af og overtog jobbet som skoleleder, selv om jeg egentlig havde været glad for at drive min egen virksomhed, fortæller Dorthe.

Skolens foreløbig 38 elever er opdelt i hold, der hver især består af to klassetrin. I frikvartererne og i forbindelse med projektundervisning er eleverne sammen på kryds og tværs.

– Her oplever vi, at de finder sammen og danner venskaber på baggrund af deres kognitive alder og ikke deres biologiske alder. Mange bruger deres frikvarterer til at spille strategispil. Og jeg har også oplevet, at meningen med tilværelsen er blevet diskuteret hen over madpakkerne, siger Dorthe.

Dybest set handler det for hende om at give børnene et fællesskab, de ikke før har haft.

– Vi giver dem muligheden for at spejle sig i andre børn. Og det er stort at opleve, når der kommer nye elever til skolen. De glider lynhurtigt ind i flokken, og der går nøjagtig ti sekunder, før man ikke længere kan se, hvem der er de nytilkomne.

Da Andrea blev intelligenstestet, lod Dorthe sig også med sit eget ordvalg teste for sjov.

– Min IQ var på 130, og det var overraskende for mig. Jeg troede, børnene havde deres begavelse fra deres far, Anders, som jeg blev skilt fra for fire år siden. Men det gav mig en ny forståelse af mig selv. Som barn følte jeg mig faktisk indimellem dum, fordi jeg ikke passede ind i de fleste fællesskaber. Jeg fik ofte at vide, at jeg var ”for meget” og bedt om at ”skrue ned”. Og jeg har hele livet kæmpet med en ensomhedsfølelse, der forsvandt med et trylleslag, da jeg pludselig forstod årsagen, fortæller Dorthe.