Opskrifter

Morgenboller, brød og flutes

Tirsdag, 28. april 2009af Redaktion
Bag 10 boller, et brød og to flute - nu du er i gang...

(10 boller, 1 brød og 2 flute)

200 g grahamsmel
5 dl kogende vand
2 dl mælk
50 g gær
2 tsk. salt
1 tsk. sukker
2 spsk. olie
800 g hvedemel
100 g revne gulerødder
50 g mel
½ dl hakkede soltørrede tomater
Mælk til pensling

Rør grahamsmelet ud i det kogende vand. Tilsæt mælken og rør gæren heri. Tilsæt salt, sukker, olie og det meste af hvedemelet. Ælt dejen med resten af hvedemelet, til dejen netop ikke klæber. Del dejen i tre portioner og læg den ene til hævning under et klæde, som den er. Rul den anden portion ud på et meldrysset bord og fordel gulerødderne vendt i melet over dejen. Rul dejen sammen, ælt den igennem endnu en gang og læg den til hævning.
Ælt den tredje portion med de soltørrede tomater på samme måde som med gulerødderne og læg også den til hævning. Lad de tre deje hæve i ca. 1 time til dobbelt størrelse. Del den første portion i 10 stykker, tril dem til boller og sæt dem på en bageplade. Slå anden portion dej ned og læg den i en smurt brødform.
Form to flutes af tredje portion og læg dem på en bageplade. Lad boller, brød og flutes efterhæve i 15 min. og pensl med mælk. Bag bollerne ved 225° i 12 min., brødet ved 225° i 30 min. og flutene ved 225° i 18 min.

Madopskrift: Kristina Miechels


Prøv også ...
Foccaciaboller
Kongeboller