Opskrifter

Kold agurke-porresuppe og portionsbrød med fibre

Mandag, 13. juli 2009af Redaktion
Let ret til lune sommeraftener

KOLD AGURKE-PORRESUPPE
(4 pers.)

300 g kartofler
2½ dl hønsebouillon
2½ dl fløde el. mælk
1 skalotteløg
250 g porre (kun det hvide)
30 g smør
1 agurk, ca. 250 g
Saft af ½ citron

Pynt
8-12 store rejer

Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Hæld bouillon og fløde i en gryde og kog kartoflerne møre. Skær løg og porre i tynde skiver og svits i smør 10 min. på en pande. Skær agurken i tynde skiver og tilsæt dem. Svits i kort tid, så agurken ikke mister sin farve. Hæld agurker, løg og porre ned til kartoflerne og kog 2-3 min. Blend suppen fint. Smag til med citronsaft, salt og peber og stil suppen i køleskab.



PORTIONSBRØD MED FIBRE
(Ca. 12 stk.)

50 g gær
½ l håndvarmt vand
2 spsk. olivenolie
1 spsk. salt
300 g grahamsspelt
Ca. 375 g pizzamel


Rør gæren ud i lidt af vandet. Tilsæt resten samt olie, salt og grahamsspelt. Ælt pizzamel i ad et par gange, dejen må ikke blive for fast, for grahamsspelten suger væde, mens dejen hæver. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse ca. 1 time. Hæld dejen ud på et melet bord og del den med kniv eller dejskraber i ca. 12 stykker uden at ælte, så dejen bevarer sin luft. Læg stykkerne på en plade med bagepapir og bag brødene ved 225° 15-18 min. på midterste ovnrille.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Flere kolde supper...
Kold mandelsuppe
Sommertomatsuppe med Melbatoast
Kold grønærtesuppe