Opskrifter

Torskefrikadeller med rogn

Mandag, 20. februar 2012af Redaktion
Supergode fiskefrikadeller

(10-12 stk.)

1 torske- eller sejfilet på ca. 225 g
150 g kogt torskerogn
½ spsk. mel
1 tsk. salt
Ca. 1 dl iskold kaffefløde
1 snittet forårsløg
Groftkværnet peber
Smør eller neutral olie til stegning

Fjern småben i torsken og skær den i mindre stykker. Kør hurtigt torskekød og rogn til fars i foodprocessor med salt og fløde. Tilsæt forårsløg og peber og sæt farsen i køleskab, til den skal steges. Form små frikadeller og steg dem i smør eller olie 3-4 min. på hver side ved mellemvarme.
Tip: Farsen bliver fastere i køle-skabet og skal måske have lidt mere fløde.


SÅDAN KOGES TORSKEROGN

Pak rognen i pergamentpapir, kogepose eller alufolie sammen med salt og evt. et par små stilke timian. Sænk pakken ned i en gryde med kogende vand og kog rogn i mellemstørrelse 20-30 min. under låg, den skal føles fast, men må ikke være overkogt, så bliver den tør. Tag rognen op og lad den dryppe tør. Spis den varm eller køl den af og skær rognen i skiver og rist dem på panden i smør. Frisk torskerogn skal koges samme dag, den er købt. Kogt torskerogn kan holde sig 2-3 dage i køleskab.

Grønsagsremoulade

(4 pers.)

200 g gulerødder
75 g selleri
200 g persillerod eller jordskokker
1 lille løg
3 tomater
2 syltede agurker
1 bundt purløg

Dressing
2 pasteuriserede æggeblommer (ikke for kolde)
1 spsk. dijonsennep
1 dl neutral olie (ikke for kold)
1-2 spsk. agurkelage
1-2 spsk. citronsaft
Salt og peber

Skræl gulerødder, selleri, persillerod og løg, skær grønsagerne i ganske små tern. Kog grønsagerne et par min. i letsaltet vand. Hæld dem i en sigte og spul dem med koldt vand. Skær et låg af tomaterne, pres dem fri for kerner og skær dem i små tern. Klip purløget.
Dressing: Pisk æggeblommer og sennep sammen og hæld olien i i en tynd stråle, mens der hele tiden piskes. Tilsæt agurkelagen og smag til med citronsaft, salt og peber. Bland grønsager og dressing og stil remouladen koldt.
Tip: Remouladen passer både til kogt og stegt torskerogn samt frikadellerne og kan stå 4-5 dage i køleskab.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Find flere opskrifter her...


Rognlasagne


Røget torskerogns-
tatar


Torskerogn med
remoulade










Køkkenudstyr - til den bedste pris
Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop