Opskrifter
Panna cotta med citron og sprøde florentinere
Torsdag, 15. januar 2009Opdateret 1. majaf Helle Brønnum Carlsen
Denne panna cotta smager dejligt frisk, da den er med citron. Her serveres den med sprøde florentinere, der er knasende nøddesmåkager.

30 min
6 personer
Panna cotta
4 dl sødmælk
4 dl piskefløde
Reven skal af 1 citron
3 dråber citronolie
100 g sukker
6 blade husblas
Florentinere
50 g hakkede mandler
50 g smør
50 g sukker
1 spsk. fløde
1 spsk. hvedemel
1 spsk. vand
Fremgangsmåde
OBS: Panna cottaen skal helst stå på køl natten over, inden den serveres.
- Smør 6 små ramekiner med lidt neutral olie.
- Hæld mælk og fløde i en gryde, tilsæt sukker og bring til kogepunktet. Tag af varmen.
- Udblød husblas i koldt vand og smelt det direkte i den varme væske.
- Rør med citronskal og olie, når det er afkølet let.
- Kom det i de smurte forme og afkøl natten over, til det er stivnet helt.
- Bland alt til kagerne sammen og smelt det i en gryde, til sukkeret gør det klistret.
- Kom 6 skefulde med meget god afstand på en bagepapirbeklædt plade og bag ved 220° i 6-7 min.
- Når de er lysebrune, tages de ud og afkøles. Kan opbevares i dåse nogle dage.
- Vend panna cottaerne ud af deres forme og server med florentinere og et glas dessertvin.

Dessert & Kage
Panna cotta med karamelliserede appelsiner

Dessert & Kage
Nøddesmåkager med nougat