Opskrifter

And med rødkål, kartofler og skysovs

Tirsdag, 22. december 2015af Kristina Marckmann, Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
For mange er and fast menu juleaften - og den skal serveres med rødkål, kartofler og skysovs.

And med rødkål, kartofler og skysovs

(4 pers.)

Det skal du bruge til and med det hele

1 fersk and på ca. 3 kg
1 spsk. salt
3 æbler
150 g svesker
1 usprøjtet appelsin
50 g hasselnødder
½ l vand
800 g aspargeskartofler
1 tsk. salt
1-2 spsk. majsstivelse
Evt. lidt kulør

Prøv også: Grønkålssalat med and

Sådan tilbereder du and til jul

Rens anden indvendigt, læg indmaden i en bradepande, pluk evt. små dun af og gnid skindet med salt.

Skyl æblerne, skær dem i tern og bland dem med svesker, revet appelsinskal og hasselnødder.

Kom blandingen ind i anden og læg den på en rist over bradepanden.

Sæt anden i oven ved 220° i 1 time, skru derefter ned til 180°, hæld vandet i bradepanden og lad den stege videre i 1½ time.

Vask kartoflerne, kog dem møre i vand tilsat salt og pil dem.

Skum fedtet af stegeskyen, jævn den med majsstivelse rørt ud i vand, tilsæt evt. kulør og smag til med salt og peber.

Prøv også: Braiseret and med juleøl

Rødkål

Det skal du bruge til rødkål

600 g rødkål
1 tsk. andefedt
1 tsk. allehånde
2 laurbærblade
1 kanelstang
3 spsk. æbleeddike
2 dl solbærsaft
3 spsk. sukker
1 tsk. salt

Sådan laver du rødkål

Fjern de yderste blade og snit rødkålen.

Steg rødkålen i andefedtet i en tykbundet gryde og tilsæt allehånde, laurbærblade, kanelstang, eddike, solbærsaft, sukker og salt.

Læg låget på og lad rødkålen simre i en time.

Smag til med salt og sukker.

Er du til en mere frisk udgave af rødkål? Prøv denne honningsødede rødkålssalat til julemaden