Stine lader op med pen og farver: Jeg bliver glad af at tegne

De fleste af os kender nok følelsen af at opgive noget, fordi vi ikke synes, vi kan finde ud af det, også selv om det måske engang har gjort os glade. Sådan har 62-årige Stine Jørgensen det med at tegne.

Indtil for et år siden var hendes tegnesager pakket af vejen i en skuffe, men gennem den seneste tid er de atter kommet til ære og værdighed.

I aften er Stine og 14 andre mødt op til et månedligt tegnekursus på Nørrebro i København. Nogle har tegnet i mange år, mens andre lige er begyndt – eller rettere sagt: har genoptaget tegningen. For fælles for alle er, at de har tegnet meget engang, men så er kommet fra det.

– Jeg har altid godt kunnet lide at sidde og tegne for mig selv, og jeg gjorde det især meget, da jeg var i 20’erne. Jeg gik til gratis croquis på Kunstakademiet, hvor vi tegnede efter en model, og det var rigtig hyggeligt, fortæller Stine.

– Jeg ville gerne lære mere, og jeg ringede til en tegnelærer og spurgte, hvad det kostede at få undervisning af ham. Han spurgte, hvad jeg gerne ville lære, og da jeg svarede, at jeg gerne ville lære at lægge skygger, grinede han af mig. Jeg blev flov og pakkede mine tegneting væk, for det var for følsomt for mig. Og så kom jeg fra det.

Ikke være perfekt

For et par år siden blev Stine inviteret til en polterabend, hvor deltagerne skulle tegne croquis efter en nøgen mand. Det var egentlig ment som et sjovt indslag, men hun blev mindet om, hvad det var, hun godt kan lide ved at tegne, og da hun kort efter fyldte 60, var hun ikke i tvivl om, at hun ville ønske sig nye tegneredskaber.

Hendes forventning var, at hun skulle lære at tegne helt forfra, men en dag så hun nogle tegninger på Facebook, som hendes veninde havde lavet på et weekendkursus hos tegner og illustrator Mette Lehmann.

– Jeg syntes, tegningerne var rigtig flotte, også selv om de ikke var perfekte, og jeg syntes, det var meget inspirerende. Hun havde heller ikke tegnet i mange år, og det gav mig mod på selv at melde mig til et kursus hos Mette.

Mette Lehmann har en baggrund som reklametegner, og hun opfordrer sine kursister til bare at tegne løs og så lægge akvarelfarve på bagefter, simpelthen for at komme over den barriere, der stoppede dem i at tegne engang: ”Det ligner ikke, og jeg kan ikke finde ud af det”.

Mange stopper med at tegne, fordi de mister den umiddelbare glæde og bliver frustrerede over ikke at kunne gøre det perfekt, og det kender Stine fra sig selv.

– Kurset fik mig tilbage på sporet med at tegne igen. Jeg kan godt lide, at stilen er uperfekt, og at det ikke behøver ligne 1:1, for man kan som regel se, hvad det er, man tegner. Og når man så kommer farver på, bliver det pludselig levende, og det ser fedt ud. Så får man også mere selvtillid og tør udfordre sig selv mere.

Min egen boble

Stine har indtil videre været på tre weekendkurser, og nu går hun på et kursus, hvor der er undervisning en aften om måneden. Niveauet er blevet højere, men uden at det går ud over tegneglæden. Aftenens tema er lys og skygge, og samtlige deltagere kommer på glatis, men stemningen er god, og alle går hjem med tegninger i skitsebogen, som de er tilfredse med.

Mange viser deres værker frem på sociale medier, selv om det kan være grænseoverskridende i begyndelsen. Det kender Stine alt til. For det handler ikke om at prale, men om at blive inspireret og at dele sin tegneglæde med andre.

– I begyndelsen var jeg meget genert over at skulle vise mine tegninger frem, men på kurset kunne jeg se, at selvom vi alle havde forskellige udgangspunkter, lavede vi alle sammen noget godt. Det var bare meget forskelligt, og det er ok. Vi kan ikke det samme alle sammen, siger hun.

– Jeg elsker at sidde og nørde alene med at tegne. Det er en slags boble, jeg kommer ind i, og det giver noget helt andet at tegne sammen med andre. Man er social, men behøver ikke sidde og snakke i flere timer. Det er dejligt at kunne være stille sammen og skabe noget, siger hun.

Stine har fyldt flere skitsebøger med tegninger, og hun synes, det er motiverende at kunne følge sin udvikling og se, hvordan hun bliver bedre gennem øvelse.

– Der er stor forskel på selv at skulle finde på noget og at der er en, der siger, hvad man skal tegne. Det er mere udfordrende, og så kan det godt være, at man tænker, ”åh nej, jeg kan ikke finde ud af at tegne en hånd”, men så ender det alligevel med, at man får tegnet en ret fin hånd, siger hun.

Jeg tager mig tid

Til daglig arbejder Stine med informationssikkerhed i et ministerium. Det er et job, der kræver, at hun både er struktureret og procesorienteret, og der giver tegningen et afbræk.

– Selvom mit job på mange måder er kreativt, er det på en helt anden måde, end når jeg tegner. Det er dejligt at have en kreativ proces, hvor jeg skaber noget, som jeg kun gør for mig selv. Det skal ikke vurderes af andre, og det giver mig en masse god energi, siger hun.

– Hvis jeg har meget travlt på mit arbejde eller i det hele taget har meget om ørerne, er det sværere for mig at finde fokus i at tegne. Så det er noget, jeg skal prioritere at sætte tid af til og fokusere på. Det kommer ikke af sig selv.

Det er ikke kun Stine selv, der mærker en forskel, efter hun er begyndt at tegne igen.

– For nylig sagde min kæreste, som jeg har kendt i 26 år, at jeg var blevet gladere af at tegne. Det blev jeg rigtig glad for, for det er også sådan, jeg selv oplever det.