Opskrifter

3 retter til morgenbordet

Søndag, 24. maj 2020Af Line Holt Nielsen. Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Morgenbordet i weekenden er skønt, hvor man har ekstra tid til at nyde morgenmaden. Nyd din morgen lidt ekstra med tre skønne retter til morgenbordet. Du får opskrifterne her.
3 retter til morgenbordet

Morgenboller med durummel

(14 stk.)

  • 20 g gær
  • 7½ dl lunkent vand
  • 2 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 1½ spsk. smagsneutral olie
  • 375 g durummel
  • 500 g hvedemel
  • Drys: Solsikkekerner, hørfrø og græskarkerner

Se også: Ølandshvedeboller

Fremgangsmåde:

Opløs gær i det lune vand. Tilsæt salt, sukker, olie og durummel. Rør dejen godt igennem. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Dejen skal være lind, men meget fugtig. Dæk skålen, og sæt den køligt natten over. Stil skålen på køkkenbordet i 20 minutter, og varm ovnen op til 225°. Brug 2 skeer til at sætte dejen i klatter på en bageplade med bagepapir. Klap det ønskede drys fast på dem med fugtige hænder. Bag bollerne i cirka 20 minutter, til de er gyldne og gennembagte.

Prøv også: Morgenboller med banan

Wienerflet med pekannødder

(8 personer)

Wienerdej:

  • 1 dl mælk
  • 50 g gær
  • 1 nip salt
  • 1 dl sukker
  • 3 æg
  • ½ tsk. stødt kardemomme
  • 500 g hvedemel
  • 175 g smør

Karamelliserede pekannødder:

  • 50 g pekannødder
  • 50 g sukker

Fyld og topping:

  • 125 g blødt smør
  • 75 g sukker
  • 100 g marcipan
  • 1 æg
  • 20 g sukker

Se også: Kanelstang

Fremgangsmåde:

Wienerdej: Lun mælk, og opløs gær heri. Tilsæt salt, sukker, æg, kardemomme og 2⁄3 af melet. Ælt godt. Tilsæt smør, og arbejd det godt ind i dejen. Ælt mel i, til dejen slipper skålens kanter. Lad den hæve lunt i 30 minutter.

Karamelliserede pekannødder: Rist nødder et par minutter på en varm, tør pande. Tag nødderne af, og smelt sukker ved middel varme uden at røre i det undervejs. Tilsæt nødderne, og vend rundt. Hæld massen på et stykke bagepapir. Lad den afkøle, og hak nødderne groft.

Fyld og topping: Bland smør, sukker og revet marcipan. Rul dejen ud i en aflang firkant, der er cirka ½ cm høj. Læg smørremoncen langs den midterste tredjedel af firkantens lange led. Drys halvdelen af nødderne over. Skær skrå snitter i dejen på begge sider af fyldet, og flet dem skiftevis over midten. Lad stangen hæve i 15 minutter. Tænd ovnen på 210°. Pensl med æg, og drys med sukker. Bag stangen i 8 minutter. Tag den ud, pensl igen, og klap de sidste pekannødder forsigtigt fast på toppen. Bag kagen færdig i 5-10 minutter.

Prøv også: Spandauere med sød vaniljecreme

Hjemmelavede tebirkes

(8 personer)

Wienerbrødsdej:

  • 2 dl letmælk
  • 25 g gær
  • ¼ tsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • 1 æg
  • 350 g hvedemel
  • 250 g koldt smør

Remonce:

  • 75 g blødt smør
  • 75 g sukker

Topping:

  • 1 æg
  • Lyse birkes

Se også: Tebirkes bagt med gær

Fremgangsmåde:

Wienerbrødsdej: Lun mælk, og opløs gær i den. Rør salt, sukker og æg i. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, til dejen slipper skålens kanter. Tildæk skålen, og lad dejen hæve i 30 minutter. Slå dejen sammen, og rul den ud på et meldrysset bord i en firkant på cirka 30 x 40 cm. Fordel tynde skiver af smør (brug en flad ostehøvl) over 2⁄3 af dejen på den brede led. Fold den dej, der ikke er smør på, hen over den midterste tredjedel af dejen. Fold en gang mere, så du har tre lag, som der er smør imellem. Lad dejen hvile køligt i 15 minutter. Gentag foldningen 2 omgange mere: Rul dejen ud i en firkant på cirka 30 x 40 cm, fold 1⁄3 af dejen på den brede led hen over den midterste tredjedel, og til sidst hele vejen over. Lad dejen hvile køligt i 15 minutter, hver gang du har foldet.

Remonce: Rør blødt smør med sukker.

Topping: Rul wienerbrødsdejen ud i en firkant på 30 x 40 cm. Læg remonce i en stribe langs midten på den brede led. Fold 1⁄3 af dejen på den korte led, så det dækker fyldet. Pensl med sammenpisket æg, og fold den sidste dej henover. Pres dejen let, så den kommer til at sidde godt fast. Vend stangen, så lukningen er nedad. Pensl overfladen med æg, og drys med birkes. Skær stangen i 8 stykker, der hver er cirka 5 cm brede. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket i 30 minutter. Tænd ovnen på 190°. Pensl siderne af dine tebirkes, og bag dem gyldne i 15-20 minutter.

Prøv også: Tebirkes